Mens mange mindre virksomheder har kæmpet hårdt for at klare sig igennem coronakrisen, er flere amerikanske techgiganter stormet frem.
Det gælder ikke mindst iPhone-producenten Apple og e-handelsvirksomheden Amazon.
Faktisk går salget hos de to mastondonter så strygende, at de nu begge har kurs mod en omsætning på 100 milliarder dollar i årets fjerde kvartal, skriver Bloomberg.
Amazon forventer en omsætning på mellem 112 og 121 milliarder dollar i fjerde kvartal. Det oplyste Amazon i sidste uge i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet for tredje kvartal, hvor virksomhedens omsætning ramte 96 milliarder dollar.
Amazons høje forventninger til det indværende kvartal afspejler, at de kommende måneder foruden julesalg også byder på store salgsdage som Black Friday og Cyber Monday.
Ligesom Amazon præsenterede Apple også regnskab i sidste uge. iPhone-producenten offentliggjorde dog ingen forventninger til årets sidste tre måneder, men ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg forventer analytikerne, at virksomhedens omsætning vil ramme 101,6 milliarder dollar.
Store kursstigninger
Mens Apple-aktien er steget med mere omkring 50 procent siden årsskiftet, er Amazon-aktien steget med over 60 procent. De kraftige kursstigninger gør, at begge selskaber nu har en markedsværdi på et godt stykke over 1.000 milliarder dollar.
Faktisk var Apple tidligere på året oppe og runde en samlet markedsværdi på over 2.000 milliarder dollar – en milepæl, som indtil da kun var blevet ramt af den saudiarabiske oliegigant Saudi Aramco.

Det er også kun ganske få selskaber, som kan fremvise en kvartalsomsætning på over 100 milliarder dollar, hvilket svarer til 639 milliarder kroner. Ifølge Bloomberg tæller medlemmerne af den ekslusive klub blandt andet supermarkedskæden Walmart samt oliegiganter som Royal Dutch Shell og China Petroleum & Chemical Corporation.
Danmarks suverænt største virksomhed målt på omsætning, A.P. Møller - Mærsk, havde i hele 2019 en omsætning på knap 39 milliarder dollar – eller hvad der svarer til knap 260 milliarder kroner.