Apple klar med kæmpesatsning

Efter flere års intense rygter, lancerede elektronikgiganten Apple onsdag aften endelig deres bud på fremtidens hypermobile PC.

Steve Jobs med iPad Fold sammen
Læs mere
Foto: KIMBERLY WHITE
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den har været ventet med næsten ligeså stor spænding som iPhonen - og onsdag aften afslørede Apple-stifter Steve Jobs så langt om længe den Tavle-pc, som Apple har arbejdet på i årevis.

iPad, som produktet kommer til at hedde, er en iPhone-lignende sag med en trykfølsom skærm på cirka 10 tommer. Og ganske som på iPhonen foregår tekst-input ikke på et fysisk tastetur, men derimod direkte på skærmen.

Simpelt design


Dermed ser iPad ganske simpel ud i designet, men er i praksis en fuldblods computer, der er særligt tilpasset mobilt medieforbrug. En række af funktionerne kendes allerede fra Apples iPhones og Mac-computere - for eksempel email, kalenderfunktioner og kort-tjenester.

Det nye består i, at iPad er beregnet til forbrug af alskens slags medier på steder, hvor brugerne ikke gider have en bærbar med - og til formål, hvor en telefonskærm trods alt fortsat er for lille.

Se lanceringen af Apples iPad her.

Medierne, som kan være bøger, film, musik, fotos og meget andet, kan blandt andet købes via Apples egen online bog-afdeling iTunes-butikken, der nu også forhandler e-bøger, e-aviser og e-magasiner, som automatisk opdateres via internettet. Apple har ifølge præsentationen valgt det åbne ePub-format, der i hvert fald i teorien betyder, at bøger kan overføres til computere og mobiltelefoner, alt efter hvor brugeren foretrækker dem.

Også aviser


På scenen demonstrerede New York Times således en version af avisen, der er særligt skabt til iPad, og som - udover at ligne en rigtig avisside - kan vise levende video som billeder. Hvordan, det helt konkret kommer til at foregå, fremgik dog ikke af præsentationen.

Apples iPad er tænkt som en computer, der lægger sig mellem mobiltelefonen og den bærbare PC. Her har flere producenter forsøgt sig med de prisbillige Netbooks, men Apple har ikke tidligere haft produkter i denne kategori. Skiftende Apple-chefer har tidligere udtalt, at Netbooks som regel var noget billigt bras - og her har Apple unægteligt fornyet genren med iPad, der dog også skuffede på nogle områder. Blandt andet manglen på kamera, blev med det samme mødt af kritik.

Apples satsning har været ventet med spænding, fordi Apple før har revolutioneret markeder, hvor ingen andre kunne finde koden til succes. Og selv om markedet for e-bøger og tilsvarende indhold har været i vækst i et stykke tid, mangler det afgørende gennembrud fortsat.

Også mobilt bredbånd - måske


Det samme gælder e-aviser og e-magasiner, der langt fra har opnået nogen form for kritisk masse, selv om netop elektronisk distribution kan være redningen for en presset mediebrance.

For at opnå den optimale mobilitet, har Apple desuden valgt at forsyne visse iPad-modeller med mobilt bredbånd - men det var under præsentationen uklart, om det muligheden er indbygget, eller om det kræver et særligt USB-modem. Samtidig er det uklart, om hvordan denne mulighed vil tage sig ud uden for USAs grænser. Apple-chef Steve Jobs erklærede dog, at Apple håber, at, at være klar med internationale aftaler inden sommer.

Pris: 500 dollars


Prisen i Danmark er ukendt, men i USA vil den mindste model koste 500 dollars - eller omkring 2500 kroner.

Mens en bred kam af IT-analytikere og Apple-iagtagere på forhånd har været nærmest forelskede i Apples Tavle-PC, udtalte analytiker Andes Elbak tidligere onsdag skepsis overfor Tavle-PC-genren, som han ikke umiddelbart forventer, vil fange an.