Apple giver indrømmelser til små appudviklere

Mindre udviklere af apps til iPhone-telefoner og iPad-tablets får nu lov til at kontakte brugerne om andre betalingsmuligheder for at undgå at skulle betale gebyrer til Apple. Men afgørelsen i det store slag mod Apples forretningspraksis er stadig ikke kommet.

Apple med topchef Tim Cook i spidsen tager op til 30 procent i gebyr af al indtjening, som appudviklere har på deres salg gennem Apples netbutik App Store, hvor Apple samtidig har forbudt, at udviklerne må lade brugerne anvende andre betalingsformer. Brooks Kraft/Apple/EPA/Ritzau Scanpix

Apple løsner nu en smule for begrænsningerne i sin App Store-netbutik, så appudviklere får mulighed for at fortælle brugerne om andre betalingsmuligheder end gennem Apples systemer, hvor Apple tager sig betalt med op til 30 procent af beløbene.

iPhone-producentens ændringer kommer for at få lukket en retssag, som blev anlagt i 2019 af en række appudviklere. Den behandles af samme dommer, som skal tage stilling til et langt større opgør med Apples gebyrpolitik, nemlig i den sag som spilproducenten bag successpillet Fortnite har rejst mod Apple.