Apple-forlig sendte svenske Ericsson til tops i Europa

Foto: Jessica_Gow.
Læs mere
Fold sammen

Det svenske telekommunikationsselskab Ericsson blev mandag en af de mest stigende aktier i det paneuropæiske Stoxx 600-indeks, efter at selskabet mandag morgen meddelte, at det har underskrevet en syvårig licensaftale med Apple og dermed afsluttet en række tvister i USA, Storbritannien, Tyskland og Holland.

Aftalen gav medvind til aktien, som skød ugen i gang med en dagsstigning på 2,9 pct. til 80,95 svenske kr. efter at have været i plus på omkring 7 pct. i løbet af morgentimerne.

Parterne har ikke offentliggjort aftalens præcise vilkår, men Ericsson fortæller i en pressemeddelelse, at Apple vil gennemføre en engangsbetaling til Ericsson med dertilhørende royalties.

- Vi er tilfredse med den nye aftale med Apple, som baner vej for, at de to virksomheder kan fortsætte med at fokusere på at bringe ny teknologi ud på det globale marked og skabe nye samarbejdsmuligheder i fremtiden, siger Kasim Alfalahi, der er chef for patentområdet hos Ericsson, i meddelelsen.

Ericsson skriver desuden, at forliget med Apple vil bidrage positivt til den samlede omsætning fra salg og udlicitering af patenter, der i 2015 ventes at runde 13-14 mia. svenske kr.

Apple-aktien lå ved dansk børslukketid til et fald på 0,1 pct. til 105,93 dollar på børsen i New York.