Apple forbereder obligationssalg til 92 mia. kr.

Den amerikanske teknologivirksomhed Apple forbereder sig på et af de største salg af erhvervsobligationer nogensinde.

Foto: ROBERT GALBRAITH
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

 17 mia. dollar, eller ca. 92 mia. kr., vil Apple, der er verdens mest værdifulde børsnoterede selskab, sælge obligationer for. Pengene skal blandt andet gå til aktietilbagekøb til glæde for aktionærerne.

Det skriver Financial Times.

Apples høje kreditværdighed og de langtløbende obligationer, der forventes at være en del af udbuddet, vil ifølge flere analytikere gøre Apples obligationer til et hit, især blandt pensions- og forsikringsselskaber.

- En obligationsudstedelse fra Apple vil med stor sandsynlighed blive hilst velkommen med åbne arme af investeringsmarkedet, udtaler Jack Ablin, chefinvestor i Harris Private Bank, til Financial Times.

Apple har valgt at udstede obligationerne frem for at tage af den rekordstore pengebunke på 150 mia. dollar som selskabet har ophobet fra sit salg af iPads, iPods, iPhones og computere. Størstedelen af de penge, 130 mia. dollar, findes nemlig i Apples udenlandske afdelinger og at hente dem hjem til USA vil medføre en skat på op til 35 pct.

Obligationsudstedelsen kommer efter, at Apple i sidste uge annoncerede, at de planlagte aktietilbagekøb vil blive øget fra 60 til 90 mia. dollar.

Apples salg af obligationer vil være det næststørste nogensinde i erhvervshistorien, kun overgået af telekommunikationsgiganten Verizons salg af obligationer for 49 mia. dollar sidste år.