Schweizerne er blevet overhalet som verdens førende urmagere. De tikkende armbåndsure er ikke længere folks foretrukne på armen.
I 2019 solgte Apple 31 millioner ure på verdensplan, mens det samlede salg af schweizerure løb op i 21 millioner solgte. Schweizerne er dog stadig dem, der tjener mest på salget af ure. Det skyldes, at gennemsnitsprisen på et schweizerur er højere end på et smartur. Den samlede, schweiziske urindustri eksporterede ifølge brancheorganisationen Fédération de l’Industrie Horlogère Suisse i 2019 for omkring 152 milliarder kroner. Apple opgør ikke salget af smarture særskilt. De indgår sammen med blandt andet Apple TV-boksen, Beats-hovedtelefoner, iPod-musikafspillere i en samlet regnskabspost, der i 2019 udgjorde 184 milliarder kroner.