Apple dømt for prismanipulation

Retten i New York har fundet, at verdens største teknologivirksomhed har holdt e-bogspriser kunstigt højt oppe.

Foto: MONICA M. DAVEY

Det er en penibel sag, som teknologigiganten Apple Inc. netop har tabt. Apple Inc. er fundet skyldig i at manipulere med priserne på e-bøger i konspiration med fem stor udgivere af bøger.

Ifølge anklageren var der tale om en konspiration med det formål at underminere internetboghandleren Amazon.com, der de seneste år har oplevet høj vækst.

Det er den amerikanske stat, der i foråret 2012 lagde sag an mod de fem udgivere samt Apple for indbyrdes at aftale priserne på bøgerne.

I forbindelse med lanceringen af den første iPad har Apple angiveligt aftalt med forlagene, at priserne skulle holdes på et kunstigt højt niveau.

Til gengæld har forlagene forpligtet sig til, at bøgerne ikke må sælges billigere på andre platforme, og Apple modtager 30 pct. af salgssummen.

"De anklagede har vist, at de konspirerede med hinanden om at eliminere priskonkurrencen i detailleddet for at hæve e-bogspriserne, og Apple spillede en central rolle i at facilitere den konspiration, sagde Denise Cote.

Apple Inc. var den eneste af virksomhederne, der endte i retten, da de fem andre anklagede indgik forlig.

De fem udgivere var Lagardere SCA's Hachette Book Group Inc & Macmillan, News Corp's HarperCollins Publishers LLC, Pearson Plc's Penguin Group (USA) Inc samt CBS Corp's Simon & Schuster Inc. ..