Apple: Bilen er »det ultimative mobiludstyr«

Apple-direktør antyder igen, at IT-giganten arbejder på sin egen bil.

Foto: ROBERT GALBRAITH. Apple bidrager selv til at holde liv i vedvarende forlydender om, at en egentlig Apple-bil er på vej. Indtil videre arbejder Apple sig ind på de nye bilers skærme med sit CarPlay-system, hvor en iPhone kan kobles til. Arkivfoto: Robert Galbraith, Reuters/Scanpix
Læs mere
Fold sammen

En bemærkning fra en af Apples direktører har skabt fornyet opmærksomhed om, hvorvidt iPhone- og iPad-producenten i hemmelighed forbereder at producere sin egen, elektriske bil.

»Bilen er det ultimative mobiludstyr, ikke sandt? Vi udforsker alle slags kategorier,« sagde Jeff Williams, som står for Apples logistik, på en konference onsdag ifølge Business Insider.

Det er den hidtil klareste bekræftelse af hårdnakkede rygter om, at Apple allerede er langt ind i design og udvikling af en Apple-bil. Som altid har Apple selv ingen kommentarer til forlydenderne men har tit tidligere valgt at spille med gennem kryptiske udtalelser, som kan tolkes i alle retninger - hvad de også bliver.

Enorm pengekasse

I 2013 fortalte Apple-topchef Tim Cook, at teknologi til at tage på var »moden til udforskning«. »Jeg synes, at håndleddet er interessant. Håndleddet er naturligt,« sagde han, og lidt over et år senere kom så Apples eget ur.

Apple, der er verdens mest værdifulde virksomhed, sidder lige nu på en pengekasse med 193 milliarder kroner i kontanter. IT-giganten har allerede et ben indenfor i bilbranchen med sit CarPlay-underholdningssystem, som kobles sammen med chaufførens iPhone-telefon og dermed kan vise indhold fra den på bilens indbyggede skærm. En række større bilproducenter - General Motors, Ford og Hyundai - forventer at indbygge CarPlay i deres biler i løbet af det kommende år. Også ærkerivalen Google forsøger at sætte sig på det, som alle analytikere forventer vil blive et endog meget stort, nyt marked.

Apple dropper fjernsyn

Selvkørende, elektriske biler afprøves af mange producenter. Meningen er, at bilen gennem sin internetforbindelse har kontakt til så mange sensorer og målere under kørslen, at den selv er i stand til at køre og styre uden om farer, køer, hurtige opbremsninger m.m., så føreren ikke skal passe hverken pedaler eller rat men kan slappe af i mellemtiden - hvis man ellers tør det.

Apples angivelige bilprojekt skal gå under kodenavnet »Project Titan«.

Derimod kommer der ikke et ligeledes standhaftigt rygtet fjernsyn fra Apple. Det sagde »folk, der kender til sagen« til den amerikanske finansavis Wall Street Journal forleden. Det hold, der var sat til at udvikle Apples eget TV-apparat, blev ifølge avisen opløst for mere end et år siden. Det er velkendt, at TV-producenterne ikke formår at tjene store penge på deres fjernsyn, fordi konkurrencen er så hård.

Laes mere