Apple betaler verdens højeste udbytte

Klapsalverne er dårligt døet hen endnu, efter at Apple forleden kom med et regnskab så godt, at de kan betale højere udbytte end noget andet selskab i verden – i hvert fald lige for tiden.

Tim Cook – Apples topchef, som tog over efter Steve Jobs i 2011 – har tilsyneladende et fast greb om virksomheden, og skepsis og kritik synes noget nedtonet. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: CHINA STRINGER NETWORK

Udbyttet hæves med omkring otte pct., så der nu gives 3,29 dollar (17,77 kr.) pr. kvartal. Og det er ikke det eneste, Apple gør for at tækkes private investorer. Selskabet køber også aktier tilbage for 162 milliarder kr. frem til udgangen af 2015 og gennemfører et aktiesplit på syv-for-én. Det betyder, at aktien bliver opnåelig for flere, ligesom aktier i A.P. Møller - Mærsk blev mere tilgængelige, da stykprisen blev sat ned for nylig.

Tim Cook – Apples topchef, som tog over efter Steve Jobs i 2011 – har tilsyneladende et fast greb om virksomheden, og skepsis og kritik synes noget nedtonet. Der har været meget kritik af, at Apple ikke var tilstrækkeligt ihærdig med at udvikle nye produkter. Og stor skepsis over for, om Cook nu også kunne løfte arven efter den særdeles markante Steve Jobs, som tegnede Apples profil i årevis.

Men Apple har nu for alvor fået gang i at sælge mobiltelefoner til kinesere og japanere, og det er vigtigste grund til Apples store succes. Faktisk går det så godt, at Apple overraskede analytikerne med salgstal, der lå pænt højere end forventet. I 1. kvartal skippede Apple 43,7 millioner iPhones afsted til kunderne, mens analytikerne på Wall Street havde forventet et salg på omtrent 38 millioner iPhones. Japanerne har nu omsider overgivet sig til iPhones, og Japan er Apples hurtigst voksende marked med en stigning på 26 pct. På 2. pladsen kommer Kina med 13 pct., og også i de vestlige lande går salget pænt, fordi der stadig er en del såkaldte »late adopters«, som ikke sprang med på iPhone-bølgen fra første færd.

De mange kritiske indlæg om, at Apple byder bl.a. arbejdere i Kina elendige vilkår, gør tilsyneladende ikke rigtig indtryk på de mange købere af iPhones.

Det er da også en imponerende succeshistorie, som Apple er hovedaktøren i. På plussiden tæller, at Apple i eminent grad har fanget behovet for smart og brugervenlig hverdagsteknologi.