Ansættelse af koncernchefens datter skal nu for bestyrelsen

Bestyrelsen for Sydenergi/SE skal om en uge drøfte kritikken af, at koncernchefens datter er blevet ansat som IT-sikkerhedsleder.

Foto: ERIK REFNER. Koncernchef i Sydenergi/SE, Niels Duedahl, kritiseres for at have sin datter ansat i energiselskabet. Sagen skal nu på førstkommende bestyrelsesmøde. Arkivfoto: Erik Refner, Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Utilfredsheden med, at koncernchefen for Danmarks tredjestørste energiselskab, Sydenergi/SE, har sin datter ansat som IT-sikkerhedsleder, ender nu på det kommende bestyrelsesmøde i selskabet.

Bestyrelsesformand Jens Bahne Jørgensen bekræfter over for JydskeVestkysten, at sagen kommer op om en uges tid, når bestyrelsen samles for at tage stilling til en redegørelse om ansættelsen af koncernchef Niels Duedahls 25-årige datter, Anne Duedahl, som i februar 2016 blev ansat i selskabet.

Han vil derudover ikke kommentere sagen.

En række medlemmer af det 350 mand store repræsentantskab for det andelsejede energiselskab har kritiseret ansættelsen på grund af familierelationerne, uanset om datterens kvalifikationer er i orden eller ej.

Afviser at have været involveret

Anne Duedahl ønsker ifølge avisen ikke at udtale sig, og det har ikke været muligt at få en kommentar fra Niels Duedahl, som har siddet i spidsen for SE siden 2009. Niels Duedahl sagde mellem jul og nytår til Berlingske, at han ikke har været involveret i datterens ansættelse, som er sket under SEs økonomidirektør, Gert Vinther Jørgensen.

»Ansættelsen af min datter er handlet af mellem min økonomidirektør og min bestyrelsesformand og næstformand. Det er selvfølgelig clearet med dem, fordi vi har den her familierelation,« sagde koncernchefen.

SEs bestyrelse er på 26 personer.

SE ejer Danmarks næststørste kabel-TV-selskab, Stofa, som lige før jul meddelte, at man køber TV-leverandøren Boxer.