Android i opvaskemaskinen

Chefudvikleren for Googles Android-styresystem lukker op for fremtidens godtepose og forklarer forretningsmodellen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Google gør klar til det næste helt store spring. Med styresystemet Android har søgegiganten været med til at sørge for, at det i dag nærmest er en selvfølge, at en telefon kan gå på internettet, hente mail og fortælle dig, hvornår faster har fødselsdag.

Men det er bare begyndelsen. I et interview med Berlingske gør chefen for udviklingen af Android-platformen det klart, at det, der i dag er kommunikationsmæssigt døde husholdningsmaskiner i hjemmet, snart får liv. Og det skal ske arm i arm med Android, fortæller Google-chefen Hiroshi Lockheimer.

»Det handler om at få lavet en opkobling mellem de ting du har i hjemmet og din telefon,« siger udviklingschefen for Android og tilføjer:

»Hvis du er ude at gå en tur, og du pludselig bliver i tvivl om, om du fik tændt din aircondition, så kan du tjekke det, mens du er på farten. Eller man kan forestille sig, at man kan styre opvaskemaskinen fra den. Så kan den fortælle dig, når den er færdig.«

Teknologisk spring

Hiroshi Lockheimer mener, at tiden er kommet til den sammensmeltning af teknologier, som for få år siden blot var fremtidsforskersnak.

Forudsætningerne er ved at være på plads: Bredbånd er nærmest blevet allemandseje i den vestlige verden, internettet er sluppet for den begrænsning i IP-adresser, som tidligere var en hæmsko og data kan flyde frit enten via kabel, trådløst eller gennem elkablerne.

Hvornår gennembruddet kommer, er svært at sige. Men Hiroshi Lockheimer gør det klart, at det IT-giganten arbejder målrettet på er at få Android ind i andre produkter.

»Det er selvfølgelig svært at forudsige, hvad der sker om fem til ti år. Specielt i denne branche – der er simpelthen så mange muligheder. Men vi vil fortsætte udviklingen,« siger han.

Google bruger enorme summer på udvikling hvert år. Android-systemet er bare et af de ben, IT-kæmpen hviler på. Og det er ikke noget, den tjener store penge på – i hvert fald ikke direkte. Og det er heller ikke målet, forklarer Hiroshi Lockheimer.

Adgang overalt

Søgegiganten leverer det ene solide overskud efter det andet. Senest lød resultatet på 12 mia. kroner – og det var kun overskuddet for første kvartal 2011. Det er primært annoncering, Google tjener penge på, og det er i det lys, man skal se Android-satsningen.

Den kan nemlig være med til at udvide markedet.

»Fra telefonen og tavlecomputere har du adgang til nettet overalt, og de aktiviteter, som folk foretager sig uden for hjemmet og deres arbejde, er vigtige for Google. Årsagen er, at der er store muligheder for annoncering,« siger han og tilføjer:

»Mobilt sker det via kortfunktioner og søgefunktionen. Hvad nu hvis du får lyst til en kop kaffe, mens du er på gaden. Her kan Google gå ind og reklamere for, hvor man finder den nærmeste Starbucks. Desto mere det mobile internet vokser, jo større er Googles muligheder på det område.«

Honeycomb

For at kunne vise annoncer er det helt essentielt, at Google har og giver adgang til de produkter, som brugerne efterspørger. Lige nu er det smartphones og tavlecomputere, som alle vil have.

»Målet er at bygge innovative produkter, som brugerne efterspørger. Hvis vi ikke har produkter, som brugerne vil have, har vi tabt. Det er kernen i al vores arbejde,« siger han.

Derfor bliver der stadig lagt stor indsats i at udvikle og finpudse det eksisterende Android- univers, hvor den seneste version hedder 3.0 Honeycomb.

»Udviklingen af android er langt fra færdig,« siger Hiroshi Lockheimer og tilføjer:

»Vi bliver ved med at udforske mulighederne. Først var det smartphones, så blev det tavlecomputere og i fremtiden lyset i din bolig. Vi vil fortsætte med at afprøve grænserne for, hvad det kan bruges til.«