Andre end VW ser ud til at have snydt med udstødningen

Den tyske trafikstyrelse har fundet for høje NOx-værdier hos andre bilproducenter end VWs biler.

Foto: SUZANNE PLUNKETT

Siden september har trafikstyrelsen, KBA - KraftfahrtBundesAmt  - været i gang med at teste en række forskellige dieselbiler for at se, om der er forskel på, hvordan de opfører sig i laboratorietester og ude i virkeligheden, på gade og vej. Undersøgelsen blev sat i gang af trafikminister Alexander Dobrindt (CSU nærmest med det samme, efter at VW havde tilstået snyd med testresultaterne.

Og meget tyder på, at VW ikke er alene. Andre biler end VWs har svært ved at leve op til de fine tal fra typegodkendelsen, når de kommer ud at køre på gade og vej.

"Undersøgelserne omfatter mere end 50 forskellige køretøjer fra ind- og udenlandske producenter med forskellige dieselmotorer (...) På grundlag af rådata er der fastslået delvist forhøjede NOx-værdier ved forskellige kørselsforhold og kørselsomgivelser," skriver KBA tirsdag i en pressemeddelelse.

De godt 50 biler er udvalgt på grundlag af statistikken over indregistrerede biler, det vil sige at man er gået efter at få et repræsentativt udvalg af de dieselbiler, der kører på de tyske veje. KBA fortæller ikke noget om hvor mange, endsige hvilke, bilmodeller, der er problemer med.

Bilerne bliver testet både på rullefelt i laboratoriet, og ude på vejene med et transportabelt målesystem, og KBA har nu gennemført to tredjedele af de målinger, man skal igennem. Men selv om KBA ikke er helt færdig, så er man altså så sikker på, at der er noget galt, at man går ud og offentliggør de foreløbige resultater.

De problematiske målinger vil nu blive drøftet med de berørte bilproducenter og med de myndigheder, som har typegodkendt bilerne i Tyskland.

"Først derefter vil der foreligge juridisk anvendelige resultater," skriver KBA.