Andersen & Martini tilbagekøber aktier i datter fra Opel

Andersen & Martini har for en kontant pris på 3,75 mio. kr. overtaget de aktier, som Opel Danmark havde i joint venturet Andersen & Martini Auto.

Foto: Torben Christensen

De erhvervede aktier, som oprindeligt blev anskaffet til netop 3,75 mio. kr., udgør 15 pct. af den samlede aktiekapital i Andersen & Martini Auto, fremgår det af en pressemeddelelse.

Sammen med handlen afsluttes det joint venture, som parterne indgik i 2014. Andersen & Martini fortsætter dog fremadrettet som almindelig forhandler af Opel-biler.

- Førnævnte joint venture blev indgået som led i General Motors paneuropæiske strategi om at have en ejerandel i de vigtigste forhandlere. Denne strategi ser Opels nye ejere, PSA ingen værdi i, hvorfor man afvikler på europæisk plan. Andersen & Martini deler PSAs opfattelse.

- For Andersen & Martini betyder ophør af dette joint venture intet i forhold til samarbejdet med Opel Danmark. Til gengæld vil dette betyde en lettelse i Andersen & Martinis administration og daglige virke, skriver selskabet i meddelelsen.

Efter købet af Opels aktier er Andersen & Martini igen eneejer af Andersen & Martini Auto.