Den 3. december stod det klart: Den store norske mediekoncern Amedia købte Berlingske Media, efter at den danske virksomhed havde haft ti års belgisk ejerskab.

Nordmændene har en klar ambition om at styrke sin position som »førende nordisk mediekoncern«, så nu bliver der sat en ny ledelse.

Det betyder blandt andet, at Berlingske Medias koncernchef, Anders Krab-Johansen, »som en naturlig konsekvens« træder ind i koncernledelsen med ansvar for Amedias danske virksomhed, som det lyder i en pressemeddelelse.

»Med vores ejerskab af det førende danske mediehus, der driver de stærke avistitler Berlingske, B.T., Weekendavisen og Euroinvestor, sammen med vores helt unikke portefølje af over 100 avistitler i Norge og som medejer af 65 avistitler i Sverige, står Amedia nu i en helt særlig position til at dele ekspertise og drive innovation inden for digital avisudvikling i verdensklasse,« siger koncernchef Anders Opdahl.

Han understreger videre, at den nye ledelsesmodel skal styrke samarbejdet mellem Amedias forskellige virksomheder, samtidig med at den sikrer den publicistiske uafhængighed for koncernens aviser, som det lyder i pressemeddelelsen.

Berlingske Medias koncernchef, Anders Krab-Johansen, siger, at den danske virksomhed »på kort tid« har fået et tæt samarbejde med de nye ejere.

»At dette nu formaliseres med en ny nordisk struktur i koncernledelsen, er jeg overbevist om både er godt og spændende for Berlingske Medias publikationer og det danske mediemarked,« siger han videre.