Anders Holch: Stylepit giver bøvl og kræver hårdt arbejde

Det kommer til at kræve masser af knofedt at få Stylepit på benene igen, mener selskabets nye enevældige ejer, Bestseller-direktør Anders Holch Povlsen.

»Der er ingen tricks eller nemme smutveje til at få vendt virksomheden,« siger Bestsellers Anders Holch Povlsen om Stylepit, hvor han netop har købt sig ind som majoritetsejer. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Bøvl og hårdt arbejde. Det er, hvad Anders Holch Povlsen har fået med i købet af Stylepit-aktier, som har givet ham en samlet ejerandel på internetmodeselskabet på godt 83 procent.

»Der er ingen tricks eller nemme smutveje til at få vendt virksomheden. Det bliver bøvl og hårdt arbejde – men vi er heldigvis ikke arbejdssky,« siger Anders Holch Povlsen til Berlingske.

Stylepit har gennem flere måneder kæmpet for overlevelse med bestyrelsesformand N.E. Nielsen i spidsen sammen med direktør Marc Jeilman. Efter en kapitaludvidelse kom Bestseller og Anders Holch Povlsen imidlertid med et købstilbud betinget af at komme i besiddelse af over 50 procent af aktierne. N.E. Nielsen og Marc Jeilman har i skarpe vendinger ytret, at købstilbuddet på 20 øre per aktie var for lavt, men Marc Jeilman og de to bestyrelsesmedlemmer Stein Lande og Christian Bjerre Kusk besluttede alligevel i sidste uge at acceptere tilbuddet fra Anders Holch Povlsen.

At nærtstående parter endte med at sælge ud af deres aktiebeholdning, selv om prisen ikke ændrede sig, kan ifølge Anders Holch Povlsen betyde flere ting.

»Det kunne godt tyde på, at opgaven er større end som så, og at den turnaround, der har været talt om, ikke har været gennemført med succes,« siger Anders Holch Povlsen, som vil arbejde på at få skabt ro om selskabet hurtigst muligt, så medarbejderne kan arbejde fokuseret på de rigtige ting.

»Vi kan ikke tillade os at fortsætte med at lave lappeløsninger eller arbejde på kort sigt. Vi skal gøre de ting, der er rigtige for virksomheden og dens medarbejdere på længere sigt,« siger Anders Holch Povlsen.

Hvad er så det rigtige for Stylepit på den lange bane? Ifølge Anders Holch Povlsen, som også har ejerskab i Stylepits konkurrenter Asos og Zalando, er der brug for store investeringer for at trække selskabet på benene og skabe vækst. Stylepit er en såkaldt »pure player«, som udelukkende sælger tøj på nettet, og det kræver volumen at hamle op med store udenlandske konkurrenter, og der skal dels investeres i platforme, dels i logistik og markedsføring, lyder det fra milliardæren.

Spørger man Stylepit-direktør Marc Jeilman, har den seneste tid handlet om at »få patienten til at overleve«, og derfor har der været fokus på den finansielle del i højere grad end den kommercielle del, lyder det.

»Stylepit har været truet, og det er lykkedes at redde selskabet med en kapitalforhøjelse og bringe det et sted hen, hvor der nu kan ske et ejerskifte. Nu er der udsigt til, at det kommercielt kan få flere ressourcer,« siger Marc Jeilman.

Stylepit gjorde sin entre på børsen i januar 2012 »ad bagvejen« ved at overtage selskabet SCF Technologies. Hvorvidt selskabet skal forblive børsnoteret er uvist.

»Det er slet ikke afgjort. Det er et meget lille selskab med en meget lille beholdning i fri handel. Hvordan det bliver at drive sådan noget, ved jeg ikke endnu,« siger Anders Holch Povlsen.