Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Anders Eldrup forlader posten som adm. direktør i DONG efter 11 år i koncernen. Det oplyses ikke, hvad der ligger til grund for beslutningen, men det sker efter gensidig aftale, skriver DONG i en børsmeddelese mandag middag.
"Anders Eldrup har gjort en stor indsats for DONG Energy i 11 år og afleverer en stærk og veldrevet virksomhed. Jeg ønsker ham held og lykke med nye udfordringer," skriver bestyrelsesformand Fritz Schur i meddelelsen.Ny konstitueret direktør bliver den nuværende koncernøkonomidirektør Carsten Krogsgaard Thomsen. DONG oplyser, at Anders Eldrups fratrædelse ikke kommer til at få konsekvenser for strategien i selskabet.
"Vores strategi og investeringsprogram er holdbart, så linjen vil fortsætte uændret. Vi fastholder også vores ambitiøse målsætning om at fordoble indtjeningen i 2015 i forhold til 2009," siger Fritz Schur.
Der er endnu ikke sat dato på, hvornår Anders Eldrup stopper som direktør. Det ligger lige nu til forhandling i bestyrelsen, oplyser DONGs kommunikationschef Karsten Anker Petersen.
DONG oplyser ikke, hvorfor Anders Eldrup træder tilbage, men så sent som i sidste uge, lød der kritik af DONG fra Rigsrevisorerne. Det skete efter revisorerne fik oplysninger om, at DONG-ledelsen frådsede med pengene.
"Derfor er det afgørende for os at finde ud af, om Dong-ledelsens dispositioner er fornuftige, eller om der er for megen ekstravagance," sagde rigsrevisor Peder Larsen i den forbindelse til Jyllands-Posten.
DONG præsenterede fredag sit årsregnskab for 2011 med en bundlinje, der var 1,6 milliarder kr. mindre end i 2010 på trods af en stigende omsætning.
Tidligere i sidste uge, kunne Berlingske Business fortælle, at DONG Energy undersøges af Rigsrevisionen. Statsrevisorerne kræver en undersøgelse af DONGs energipriser »i forhold til andre udbydere på det danske marked og sammenlignet med udenlandske energipriser«.