Anders Dam: Vi tjener mere nu end vi gjorde i Totalkredit

Da Jyske Bank forlod Totalkredit-samarbejdet betød det samtidig et farvel til en årlig indtægt på 300 mio. kr., men banken har nu solgt så mange nye boliglån i banken, at den årlige indtjening overgår de mistede 300 mio. kr.

Foto: Henning Bagger. Anders Dam, direktør Jyske Bank , fotograferet i hovedkvarteret i Silkeborg.
Læs mere
Fold sammen

Det har vist sig at være en særdeles lønsom idé for Jyske Bank at træde ud af Totalkredit-samarbejdet og i stedet købe sit eget realkreditinstitut i form af BRFkredit.

Således har Jyske Bank nu hentet så store nye indtægter, at de overgår de indtægter, som banken måtte vinke farvel til hos Totalkredit.

Som en del af det store Totalkredit-samarbejde solgte Jyske Bank realkreditlån via Totalkredit, og det gav banken en årlig indtægt på omkring 300 mio. kr. Den indtægt mistede Jyske Bank, da banken købte BRFkredit og efterfølgende forlod Totalkredit-samarbejdet, men salget af nye boliglån, der finansieres via BRFkredit, er gået så godt, at de tabte indtægter er tjent hjem igen.

Stærkt halvt år for Jyske Bank. Se med her:

 

»Vi havde nye boliglån for 47 mia. kr. ved udgangen af kvartalet, og det vil sige, at i det kvartal, som vi nu er inde i, får vi større indtægter, end vi ville have haft samlet set, hvis vi var blevet i Totalkredit,« siger Anders Dam, ordførende direktør i Jyske Bank.

Den årlige indtjening på 300 mio. kr. blev nået ved salg af boliglån for 42,5 mia. kr. Ved udgangen af kvartalet var salget oppe på 47 mia. kr., hvilket siden er vokset til 50 mia. kr. i dag. Med den udvikling bliver det en bedre og bedre forretning for Jyske Bank at have forladt Totalkredit.

»For hver gang vi yderligere vokser over de 42,5 mia. kr., begynder vi at tjene mere, end vi gjorde i Totalkredit. Og det er en del af de 300 mio. kr., som vi skal hente på indtægtssiden, for at nå vores samlede mål om synergier på 600 mio. kr. ved fusionen med BRF. De øvrige 300 mio. kr. skal vi hente på omkostningssiden, og der er vi også kommet langt,« siger Anders Dam og henviser til, at størstedelen er kommet ved at reducere medarbejderstaben med 332  de seneste 14 måneder.

Integrationen af BRFkredit i Jyske Bank-koncernen går i øvrigt over alle forventninger, siger Anders Dam. Således forventer han nu, at synergierne kommer fuldt ud til udtryk allerede medio 2018 mod tidligere udmeldt ultimo 2018.

Desuden forventes integrationen nu blot at koste 100-150 mio. kr. i modsætning til de 300-400 mio. kr., som Jyske Bank oprindelig meldte ud. Dermed må fusionen med BRFkredit betragtes som en succes, lyder det fra direktøren.

»Det er jo meget billigt at lave en fordobling af koncernens balance (BRF tilførte Jyske Bank en balance på 233 mia. kr., red.) for i niveauet 100-150 mio. kr.,« siger han.