Anden gang på tre måneder: Vestas' ærkerival lander rekordordre

Spansk-tyske Siemens Gamesa har netop fået en gigantisk ordre fra danske Ørsted. Det er anden gang på tre måneder, at Siemens Gamesa løber med en kæmpeordre for næsen er den største rival, MHI Vestas.

Foto: Vincent West

Verdens største havvindmøllepark bliver ikke helt så dansk, som den kunne være blevet. Energiselskabet Ørsted har nemlig valgt Siemens Gamesa til at levere møllerne til den rekordstore Hornsea 2-havvindmøllepark, som skal stå klar i 2022. Den eneste reelle konkurrent til Siemens Gamesa på havvindmøller er dansk-japanske MHI Vestas, der altså endnu engang må se sig forbigået til en titanordre.

I slutningen af november valgte svenske Vattenfall ligeledes Siemens Gamesa til 2017s største havvindmølle ordre, da det statsejede energiselskab købte møller til såvel de Kystnære Vindmøller som Kriegers Flak. Ordren havde en størrelse på 955MW, mens Hornsea 2 har en størrelse på 1.400 MW.  Tidligere har Siemens Gamesa ligeledes fået ordren på at levere møller til Ørsteds 1.200MW store Hornsea 1-projekt, og dermed har Siemens Gamesa fået de tre største ordre på havvindmøller nogensinde.

Siemens Gamesa har dog også danske aner, for selskabets DNA stammer for en stor dels vedkommende fra danske Bonus, som Siemens købte i 2004, og det tysk-spanske selskab har omtrent lige så mange arbejdspladser i Danmark som Vestas har. Den store ordre til Hornsea 2-parken skal dog formentlig laves i Tyskland og Storbritannien: Siemens laver de fleste af sine møllehuse i tyske Cuxhaven, mens vingerne til Hornsea 2 skal laves i britiske Hull.

»Vi er glade for at have valgt Siemens Gamesa til at levere møllerne til verdens største havvindmøllepark. Siemens Gamesas fabrik i Hull har allerede produceret vinger til vores Race Bank- og Walney Extension-projekter, ligesom den vil producere hovedparten af vingerne til Hornsea Project One. Valget af leverandør baner vejen for endnu flere lokalt producerede vinger til en britisk havvindmøllepark, hvilket underbygger landets førende position i branchen,« siger Duncan Clark, Ørsteds programdirektør for Hornsea 2.

Hornsea 2 vil benytte sig af Siemens Gamesas 8MW-mølle, der har en rotordiameter på 167 meter.