Analytikernes forventninger til Mærsk dykker

Analytikernes forventninger til, hvordan A.P. Møller-Mærsk kommer igennem hele 2013, er faldet betragteligt op til selskabets regnskab for andet kvartal.

Jesper Christensen, Mærsk-analytiker hos Alm. Brand Markets, peger især på de faldende shippingrater, som en faktor, der kan påvirke regnskabet negativt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Thaysen

Det fortæller Jesper Christensen, Mærsk-analytiker hos Alm. Brand Markets, der stadig regner med, at selskabet når forventningerne for 2013.

Hos analytikerne er konsensus for helåret faldet 11,7 pct. før andet kvartals regnskab fra Mærsk-koncernen sammenlignet med før regnskabet for første kvartal.

- Det kommer primært på grund af de faldende spotrater, der var igennem april til juni på containermarkedet, siger Jesper Christensen til Ritzau Finans.

Tidligere har Alm. Brand Markets været mere negativ over for Mærsk, fordi man mente, at konsensus var alt for optimistisk med hensyn til Maersk Line, der er selskabets containerdivision. Enigheden blandt analytikerne er nu 30 pct. lavere i forhold til Maersk Line og nærmer sig Alm. Brand Markets' estimater for helårsregnskabet 2013.

- Baggrunden for vores 2013-estimater er de markante omkostningsbesparelser i Maersk Line. Kombineret med de stigende rater fra første juli tror vi, at de kommer i mål med deres forventninger, forklarer Jesper Christensen.

På trods af at konsensus for A.P. Møller - Mærsks helårsresultater for 2014 og 2015 er faldet 7-19 pct., ligger analytikerens estimater fortsat lavere end kollegernes.

- Det er hele containermarkedet, vi generelt har en mere negativ holdning til, end hvad konsensus er blandt analytikerne, fortæller Jesper Christensen.

- Hen over 2014 og 2015 kommer der fortsat flere skibe på vandet, end der er efterspørgsel til.

Alm. Brand Markets fastholder en "neutral"-anbefaling af Mærsk-aktien. Torsdag eftermiddag handles Mærsks B-aktie i 44.240 kr. og er i løbet af torsdagen steget 0,4 pct.

/ritzau/FINANS