Analytikere: Novo-regnskabet skuffer

Sænkede forventninger til hele 2011 og lavere vækstrater for insulinsalget i USA for Novo Nordisk skuffer investorerne, mener analytikere.

Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Trods markant fremgang for både omsætningen og nettooverskuddet i dagens kvartalsregnskab fra Novo Nordisk er der ifølge flere analytikere skuffende elementer i regnskabet til investorerne, der torsdag har handlede Novo Nordisk-aktien marginalt ned fra børsstart. Senere har aktien dog rettet sig igen.

Søren Løntoft Hansen fra Sydbank og Frank Hørning Andersen fra Jyske Bank peger på to overordnede forhold, der ikke lever op til forventninger: Lavere forventninger til 2011 og faldende vækstrater på det amerikanske marked.

Novo Nordisk har oplevet en markant tilbagegang for salgsvæksten i USA i forhold til tidligere tiders kraftige fremmarch. Salget steg i første kvartal med otte procent i lokal valuta, hvilket skal ses i forhold til en vækst hele sidste år på 19 procent.

”Der er sket et kraftigt fald i vækstraten på det vigtigste marked for Novo Nordisk, det amerikanske. Det er resultatet af den nye sundhedsreform i USA, der betyder, at den amerikanske stat betaler mindre for deres køb af insulin end tidligere  - og det rammer vækstraterne for Novo Nordisk negativt og giver bekymring for salget fremadrettet,” siger Frank Hørning Andersen.

Novo Nordisk forklarer selv i sit årsregnskab den faldende salgsvækst med en nedgang i salget af humane insuliner samt påvirkning fra den amerikanske sundhedsreformen, der blev vedtaget i marts 2010. 

Faldende dollarkursen

Desuden har dollarkursen det sidste år kun haft en retning: Nedad. Og det er noget, der kan mærkes i Novo Nordisk.

Således har det direkte indflydelse på regnskabet, fordi indtjeningen opgøres i danske kroner, mens størstedelen af indtjeningen hentes i amerikanske dollars. Det har betydet, at forventningen til salgsvæksten er faldet med 4 procent, så den nu er på samlet 8-10 procent for hele 2011.

”Investorerne er vant til, at Novo Nordisk leverer varen med fremgang hver gang – og prisen for Novo-aktierne har været handlet op i dagene inden kvartalsregnskabet. Derfor kan man sagtens forestille sig, at investorerne reagerer negativt på nedjusteringen for salgsvæksten for 2011,” siger Søren Løntoft Hansen.

Frank Hørning Andersen karakteriserer Novo-regnskabet som ”blandet”, mens Søren Løntoft Hansen kalder det ”solidt”. Begge lægger desuden vægt på, at medicinalvirksomheden har oplevet store vækstrater for det relativt nye præparat Victoza og positive nyheder omkring udviklingen af degludec, der har vist sig effektiv mod natligt lavt blodsukker.