Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Den skandaleramte tyske bilgigant Volkswagen skærer én mia. euro af sine investeringer i 2016. Investeringerne er dermed nede på 12 mia. euro eller omkring 90 mia. kroner i 2016. Tidligere har investeringsplanen for femårsperioden 2015 til og med 2019 været helt oppe på 17 mia. euro eller ca. 125 mia. kroner om året, skriver den tyske erhvervsavis Handelsblatt.
»Vi kører forsigtigt i de kommende år,« sagde Volkswagens topchef Matthias Müller ifølge Handelsblatt på et pressemøde, efter at beslutningen om at skære i investeringerne var truffet på et møde i den øverste ledelse i bilgiganten.
Det lavere investeringsniveau er først og fremmest en konsekvens af den skandale, som har ramt Volkswagen, efter at selskabet indrømmede, at der var blevet installeret software i omkring elleve millioner biler med det formål at snyde, når bilernes udstødning blev testet for forurening.
Ny teknologi fredes
Ifølge CNN betyder nedskæringerne, at Volkswagen må indstille opførelsen af et nyt designcenter i Wolfsburg i Tyskland, hvor bilproducenten har hovedsæde, ligesom lanceringen af en ny elbil og planer for en fabrik i Mexico formentlig må udskydes eller skrinlægges.
Til gengæld vil der fortsat blive investeret i bl.a. udvikling af ny teknologi.
»Vi vil prioritere alle planlagte investeringer og udgifter stramt ... Alt der ikke er absolut nødvendigt, vil bliver aflyst eller udskudt,« topchef Matthias Müller ifølge CNN efter mødet fredag.
Volkswagens ledelse annoncerede ingen fyringer, sådan som der ellers havde været spekuleret i fra flere sider forud for fredagens møde i topledelsen, men ledelsen har gjort klart, at der kan komme flere besparelser senere.
»Sammen med medarbejderrepræsentanter vil vi fortsat gøre alt for at beholde kernearbejdsstyrken om bord,« sagde Matthias Müller ifølge Handelsblatt.
Trængt bilkoncern
At det er nødvendigt for Volkswagen at spare, er svært at skjule. Dagens spareudmelding kommer samme dag, som Volkswagen havde frist til at informere de amerikanske myndigheder om, hvilket tiltag bilproducenten har tænkt sig at tage for at gøre skaden god for de omkring 480.000 dieselbiler, der er udstyret med snyde-softwaren i USA. Hvad Volkswagen agter at gøre, var ikke kendt ved redaktionens slutning.
I Europa, hvor de fleste af de skandaleramte biler kører rundt, har Volkswagen valgt at tilbagekalde 8,5 millioner biler, og har i samme forbindelse hensat 6,7 mia. euro eller omkring 50 milliarder kroner til formålet.
Medarbejderne stærkt repræsenteret
Når Volkswagens medarbejdere foreløbig har undgået massefyringer, skyldes det ifølge New York Times sammensætningen af den 20 mand store bestyrelse for selskabet, hvor medarbejderne sidder på magten.
Sådan som det er tilfældet med alle store selskaber i Tyskland, sidder medarbejderrepræsentanter også i Volkswagens bestyrelse på halvdelen af bestyrelsesposterne. Normalt er det bestyrelsesformandens stemme, der er udslagsgivende, men i Volkswagen ejer delstaten Niedersachsen 20 pct. af de stemmeberettigede aktier og sidder dermed på to bestyrelsesposter. Delstaten Niedersachsen stemmer typisk med medarbejderrepræsentanterne, skriver New York Times.
Ifølge investeringsrådgivervirksomheden Evercore ISI, som blandt andet er eksperter i den globale bilindustri, har skandalen og de deraf følgende milliardudgifter gjort det endnu mere tydeligt, at der er brug for massive tilskæringer og effektiviseringer i Volkswagen.
Volkswagen har ifølge Evercore ISI 45 pct. flere ansatte end japanske Toyota, som fremstiller næsten lige så mange biler som den tyske producent. Samtidig bruger Volkswagen betydeligt mere på forskning og udvikling end sine rivaler uden nødvendigvis at være mere innovativ.
»Jeg tror, Niedersachsen i stigende grad forstår, at VW har hårdt brug for at blive forvandlet til en mere effektivt drevet virksomhed og ikke kun forfølge verdensdominans,« siger Arndt Ellinghorst, chef for global bilindustri hos Evercore ISI til New York Times.