Analytikere behersket positive over for Vista

IT-giganten Microsoft er klar med sit nye styresystem Vista, der bliver sendt på gaden tirsdag. Analytikere møder det nye system med en vis optimisme.

IT-giganten Microsoft sender tirsdag sit nye styresystem Vista ud til alverdens forbrugere og deres pc'er. Efter fem år er afløseren for XP-styresystemet nu klar - og det ventes af analytikerne at blive en succes hen ad vejen. I den første tid vil man næppe se kunderne stå i kø efter det, lyder vurderingen.

I den danske del af analysevirksomheden IDC siger chefanalytiker Anders Elbak, at han med begrænset entusiasme tror på det nye system.

- I løbet af nogen tid vil det blive det mest udbredte styresystem, siger Anders Elbak.

Han vurderer dog ikke, at der er så meget nyt i systemet, at mange vil skynde sig at skifte deres XP ud med Vista.

/ritzau/