Analytikere: Både interne og eksterne kandidater er i spil

Der er sandsynligvis både interne og eksterne kandidater i spil til posten som administrerende direktør i Danske Bank, efter at Thomas Borgen tidligere onsdag annoncerede, at han har besluttet at fratræde sin stilling.

Foto: ANDERS WIKLUND. Annika Falkengren, topchef for den svenske storbank, SEB - en mulig afløser for Thomas Borgen i Danske Bank?
Læs mere
Fold sammen

Det vurderer analytikere, som Ritzau Finans har talt med onsdag eftermiddag.


Mikkel Emil Jensen, der er aktieanalytiker hos Sydbank, vurderer, at afløseren til posten som topchef højst sandsynligt vil blive fundet eksternt, da kronprinserne i Danske Bank er væk, og at banken søger en med solid bankerfaring.


- Jeg tror, at det er mest sandsynligt, at det bliver en uden for banken. Banken har tidligere brændt nallerne på at have en direktør siddende, som ikke har haft solid bankerfaring. De vil højst sandsynligt have fat i en med bankerfaring, siger Mikkel Emil Jensen til Ritzau Finans.


Han vil ikke smide konkrete navne på bordet, som kan være potentielle afløsere for Thomas Borgen, men han ser blandt andet den tidligere SEB-direktør Annika Falkengren som en kandidat, der passer på bankens kriterier.

- Der er nogle headhuntere, som tidligere har peget på Annika Falkengren. Hun har stor bankerfaring, og hun kunne potentielt være en kandidat, da hun falder godt i tråd med, at de vil have en med stor bankerfaring fremadrettet, vurderer analytikeren.

JACOB AARUP-ANDERSEN NÆVNES IGEN OG IGEN

Også Jyske Banks aktieanalytiker Simon Hagbart Madsen mener, at banken er på udkig efter en kandidat med stor erfaring fra bankverdenen. Det kan blandt andet skyldes, at Danske Bank i 2012 ansatte Eivind Kolding, der ikke tidligere havde arbejdet i den finansielle sektor, og han blev fyret halvandet år senere.

Han har til gengæld rettet blikket mod en intern kandidat, på trods af at særligt én faktor taler imod, at vedkommende på nuværende tidspunkt bliver udpeget til øverste chef i Danske Bank.

- Det første navn, der springer frem i mit hoved, er Jacob Aarup-Andersen, der har gjort et glimrende stykke arbejde som finansdirektør og nu er sat til at styre Wealth Management. Det vil i hvert fald være den langsigtede løsning, men man kan argumentere for, at han er for ung, og det kan måske få andre kandidater i spil, siger Simon Hagbart Madsen til Ritzau Finans.

- Der har også været snak i medierne om Glenn Söderholm, som er en intern kandidat, der også har en stor mængde bankerfaring at trække på, fortsætter han.


Det amerikanske finanshus Jefferies har også peget på 40-årige Jacob Aarup-Andersen, som den mest sandsynlige interne afløser, og det samme gør Mikkel Emil Jensen.

Ifølge Sydbanks analytiker kan det dog stadig vare nogle år, før den tidligere økonomidirektør kan overtage en så stor stilling. Modargumentet mod ham er nemlig manglende erfaring, lyder det.

MULIGT FOR INTERN KANDIDAT AT GENOPBYGGE TILLID

Onsdag præsenterede Danske Bank nogle af konklusionerne fra bankens egen interne undersøgelse af sagen om hvidvask i den estiske filial igennem en længere årrække, og de mange afsløringer har de seneste måneder skadet bankens omdømme.

Det skal sammen med tilliden til banken genopbygges med en ny topchef, og ifølge Simon Hagbart Madsen er der mulighed for, at en intern kandidat kan løfte den opgave.

- Ole Andersen og Thomas Borgen har været nævnt meget direkte i forbindelse med hvidvaskskandalen, og det bør stadig være muligt for en intern kandidat at genopbygge renomméet. Det er jo ikke alle interne kandidater, der har været nævnt i den forbindelse, siger han.


Thomas Borgen fortsætter i sin stilling, indtil en afløser er fundet. I Danske Banks årsrapport for 2017 fremgår det, at den administrerende direktør har et opsigelsesvarsel på 12 måneder, når han selv tager beslutningen om at forlade banken.