Analytiker: Vil se flere Coloplast-opkøb i stil med franske Lilial

Det kommer ikke som en overraskelse, at Coloplast mandag købte den franske distributør SAS Lilial, og der kan i fremtiden komme lignende opkøb fra medicoselskabet.

Foto: Sarah Christine Nørgaard. Arkivfoto: Det kommer ikke som en overraskelse, at Coloplast mandag købte den franske distributør SAS Lilial, og der kan i fremtiden komme lignende opkøb fra medicoselskabet.
Læs mere
Fold sammen

Det vurderer Søren Løntoft Hansen, der dækker selskabet som senioranalytiker i Sydbank.

»Jeg tror, at de har nogle af de her distributører på radaren, som de også flagede for ved årsregnskabet, så jeg synes ikke, at timingen er overraskende.«

»Jeg tror, at vi vil se flere af den slags opkøb, og det er vigtig i forhold til at få den direkte kundekontakt, samt at få udbredt kendskabet til Coloplasts produkter på et stort marked som det franske.«

»Samtidig er det vigtigt i forhold til at få adgang til forhandlingerne af tilskud med sundhedsmyndighederne, som Lilial er med til,« siger Søren Løntoft Hansen.

Medicoselskabet har betalt 35,5 mio. euro, svarende til 264 mio. kr., for den franske distributør, og det vurderer Søren Løntoft Hansen som en fornuftig pris for et selskab, der viser vækst, men har en lavere lønsomhed end Coloplast.

På baggrund af opkøbet opjusterede Coloplast sin vækstprognose for regnskabsåret 2017/18, så den nu lyder på 6-7 pct. i danske kr. mod tidligere 5-6 pct.

Den organiske vækstprognose på 7 pct. fastholdes, og det samme gælder den forventede driftsmargin, EBIT, på 31-32 pct. i faste valutakurser og omkring 31 pct. målt i danske kr.

En aktie i Coloplast koster tirsdag 492,30 kr. efter et fald på 0,3 pct.

/ritzau/FINANS