Analytiker: Ventet tilbageskridt for Vestas i Repræsentanternes Hus - hold øje med Senatet

Det var ventet, at Repræsentanternes Hus ville stemme udkastet til en ny amerikansk skattereform igennem uden at ændre de tidligere varslede beskæringer af skatterabatten til vindmølleproducenterne.

Derfor bør torsdagens godkendelse af skatteforslaget heller ikke have den helt store betydning for aktien i den danske vindmølleproducent Vestas, på trods af at det kan betegnes som et "lille tilbageskridt". I stedet skal investorerne nu holde skarpt øje med, hvordan forhandlingerne i Senatet skrider frem, fortæller Michael Friis Jørgensen, der er chefaktieanalytiker i Alm Brand Markets.

- Der var allerede et godt flertal i Repræsentanternes Hus for det nuværende forslag, så det var ventet, at det ville blive endeligt godkendt i denne uge, og at der ikke ville blive rykket en tomme ved den. Nogle ville sige, at det er et lille skridt i den forkerte retning, og det er det jo egentligt også, da det er endeligt nu, men det var ventet.

- Vi ville jo ikke have haft hænderne nede, hvis det blev pillet ud i forslaget fra Repræsentanternes Hus, fordi det så ikke ville kunne komme tilbage. Men det var der bare så lille sandsynlighed for, at det ville blive, siger han til Ritzau Finans.

I stedet er der modstand i Senatet, og det er her, slaget skal stå, fortæller Michael Friis Jørgensen. Senatets udkast blev offentliggjort torsdag i sidste uge, og det indeholder ingen forslag til ændringer i den vigtige amerikanske støtteordning for vedvarende energiformer, der også kendes under navnet PTC.

Det står i skarp kontrast til det skatteforslag, som er gået igennem Repræsentanternes Hus. Ifølge det forslag skal skatterabatten til vindindustrien på 2,4 cent per kilowatt-time produceret strøm reduceres med mere end en tredjedel, ligesom der også lægges op til en hårdere udfasning som følge af ændrede deadlines for vindparkers opførelse.

- Forslagene afviger meget fra hinanden, og man skal som investor holde øje med, at Senatet ikke rykker på det, når de stemmer deres endelige forslag igennem, siger Michael Friis Jørgensen.

Senatets udkast til skattereformen skal først godkendes internt, og herefter skal de to kamre smelte de to udkast sammen og blive enige om ét fælles forslag i Kongressen.

- Det ser stadigvæk svært ud at få et lovforslag frem, der indeholder beskæring af vindstøtte, når det skal igennem begge kamre. Det er der ikke tvivl om, og det har ikke rykket sig siden i går, siger analytikeren.

Vestas-aktien falder 0,5 pct. fredag formiddag til 419,90 kr.

/ritzau/FINANS