Analytiker: Uomtvisteligt stærkt - dog et lille men

Alm. Brand Markets vurderer, at Novo Nordisks halvårsregnskab kan få aktieanalytikerne til at løfte deres estimater.

Blødermidlet NovoSeven omsatte for 2.542 mio kr. i andet kvartal, som er en lille stigning i forhold til andet kvartal 2012. Fold sammen
Læs mere
Foto: RALPH ORLOWSKI

Novo Nordisk har igen disket op med et sæt stærke resultater ved en regnskabsaflæggelse. Samtidig opjusteres forventningerne ganske betydeligt, og det vil formentlig betyde, at analytikerne generelt skal løfte deres estimater med 2-3 pct. efter regnskabet, vurderer analytiker i Alm. Brand Markets Michael Friis Jørgensen.

Han venter af samme årsag, at Novo-aktien vil stige fra åbningen torsdag morgen. Der dog et lille men.

- Det er ikke for at pille noget fra det her ultrastærke resultat. Men det er trukket lidt af faktorer, som på den lange bane måske ikke er så vedvarende, nemlig af NovoSeven-salget, der er meget stærkt, og af lavere end ventede forsknings- og udviklingsomkostninger. Diabetesforretningen er dog uomtvisteligt i rigtigt stærkt gænge fortsat, men det var markedet nok allerede sporet ind på, efter nogle rigtigt stærke receptdata, siger Michael Friis Jørgensen til Ritzau Finans.

Mens diabetesforretningen overordnet udviklede sig stort set i overensstemmelse med analytikernes forventninger, så var udviklingen - primært på grund af NovoSeven - noget stærkere end ventet inden for salg af biofarmaceutiske produkter.

Inden for Biopharmaceuticals omsatte Novo for 4774 mio. kr. i andet kvartal mod 4507 mio. kr. i den tilsvarende periode af 2012. Heraf tegnede blødermidlet Novoseven sig for 2542 mio. kr. mod 2451 mio. kr. i andet kvartal 2012.

Analytikerne havde ventet et samlet salg af biofarmaceutiske produkter på 4497 mio. kr. ifølge et estimat indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans, mens salget af Novoseven var ventet på 2446 mio. kr.

I diabetesforretningen steg Novos omsætning til 16,6 mia. kr. fra 15,0 mia. kr. i den tilsvarende periode sidste år, men det var som ventet af analytikerne, der havde estimeret et salg på 16,7 mia. kr.

/ritzau/FINANS