Analytiker: Smykkekædes opgradering vil løfte salget

Pandora kan se frem til en styrket position og et øget salg på det amerikanske marked som følge af sit udvidede samarbejde med den amerikanske smykkekæde Jared.

Foto: Liselotte Sabroe. Pandoras smykker kan i øjeblikket købes i 239 Jared-butikker, og kæden står ifølge Søren Løntoft Hansens vurdering for omkring 5 pct. af Pandoras salg i USA. Arkivfoto.
Læs mere
Fold sammen

Det vurderer senioranalytiker i Sydbank, Søren Løntoft Hansen, der hæfter sig ved, at aftalen vil give flere kvadratmeter, hvor Pandora-smykkerne præsenteres. Desuden indebærer aftalen, at Jared fører et bredere sortiment.

- Vi vurderer på den baggrund, at udvidelsen af samarbejdet med Jared vil bidrage til en bedre Pandora-branding og et styrket salg - især for andre smykkekategorier som eksempelvis ringe. Udvidelsen af samarbejdet er således et led i bestræbelserne på at gøre Pandora til et bredere smykkeselskab, vurderer Sydbank-analytikeren.

Jared, der er ejet af den børsnoterede smykkekæde Signet Jewelers, vil fra 2016 opgradere mere end 200 butikker, som allerede forhandler Pandora-smykker, så der etableres shop-in-shops.

Med opgraderingen vil Pandoras butiksareal vokse til ca. 14 kvadratmeter per butik og støtte salget af smykkekategorier uden for charms og armbånd, herunder ringe og øreringe.

Pandoras smykker kan i øjeblikket købes i 239 Jared-butikker, og kæden står ifølge Søren Løntoft Hansens vurdering for omkring 5 pct. af Pandoras salg i USA.

Senest - i tredje kvartal - har udviklingen i Jareds salg skuffet som følge af et øget fokus på salgstræning og it-optimering frem mod julesalget i fjerde kvartal. Men de foreløbige meldinger om optakten til julesalget lover godt for Pandora, mener Sydbank-analytikeren.

- På telekonferencen i forbindelse med Signets regnskab for tredje kvartal blev Pandora specifikt nævnt som bidragsyder til den positive udvikling i november. Vi anser november-udviklingen for Jared som opmuntrende i forhold til det vigtige julesalg, skriver Søren Løntoft Hansen i et notat.