Analytiker: SAS' trafiktal er bedre end længe set

Der er flere positive elementer i SAS' trafikstatistik for juli, hvor såvel passagertallet som belægningsgraden har nået rekordniveauer. Det er dog især et afdæmpet fald i den valutajusterede yield, som beskriver omsætningen per tilbagelagt passagerkilometer, som imponerer i Sydbank.

Læs mere
Fold sammen

 

- Trafikstatistikken er bedre end længe set. SAS peger selv på en del rekorder, men jeg hæfter mig mest ved, at yielden ikke falder mere, end den gør, siger analysechef i Sydbank Jacob Pedersen til Ritzau Finans.

Han peger på, at meldingerne fra SAS' konkurrenter umiddelbart havde indikeret et større yield-fald end de 1 pct., som SAS rapporterer, og at tallet derfor stritter ekstra positivt ud. På den lidt længere bane vil også SAS' yield dog komme under pres, vurderer Jacob Pedersen.

- Sammenligningsgrundlaget bliver lettere for SAS nu, men det ændrer ikke på, at det miljø, som stort set alle konkurrenter beretter om, peger mod et hårdt yield-pres, siger han.

SAS's trafikstatistik viser blandt andet en stigning i passagertrafikken målt på antal fløjne passagerkilometer (RPK) på 10,4 pct. i juli i forhold til samme måned af 2015. Luftfartsselskabets sædekapacitet (ASK) steg med 8,8 pct. i måneden, hvilket medførte en kabinefaktor (belægning) på 88,2 pct. Belægningsprocenten var 1,2 pct.point højere i forhold til juli et år tidligere, og satte dermed rekord. Målt på passagertallet, der lå på 2,48 mio. passagerer i måneden, var der ifølge SAS tale om den bedste juli nogensinde.

Ikke desto mindre er SAS ifølge Jacob Pedersen meget tæt på at blive overhalet af Norwegian, som det største flyselskab, når der måles på passagertallet over rullende 12 måneder.

- Jeg vil umiddelbart tro, at vi i august for første gang ser Norwegian blive den største af de to målt på passagertallet over 12 måneder. Ud fra det jeg kan regne ud, er der 16.000 passagerer i forskel over de seneste 12 måneder, siger han.