Analytiker: Overordnet ser ISS' første kvartal bedre ud end ventet

Det er generelt svært at sætte en finger på noget i regnskabet før første kvartal fra servicegiganten ISS, der er præsenteret torsdag. Der er således fremgang ud for de fleste poster, ligesom analytikernes forventninger over en bred kam er indfriet.

Læs mere
Fold sammen

Sådan lyder vurderingen fra senioranalytiker Søren Løntoft Hansen fra Sydbank, der kalder regnskabet overordnet lidt bedre end ventet.

- Umiddelbart ser nettoresultatet ud til at være til den svage side i forhold til forventningerne. Men ISS har ændret regnskabsprincipper for amortiseringer af kundekontrakter og går over til et andet regnskabsprincip.

- Det påvirker ekstraordinært negativt med 54 mio. kr. i forhold til den tidligere metode, påpeger senioranalytikeren over for Ritzau Finans.

For kvartalet har ISS landet et nettoresultat på 297 mio. kr., mens der var ventet et overskud på 331 mio. kr. ifølge estimater indsamlet af Ritzau Estimates. Det tilsvarende tal for første kvartal i 2014 var et underskud på 34 mio. kr.

- Hvis der korrigeres for den ændrede regnskabsmetode, så er nettoresultatet egentlig lidt bedre end forventet, siger Søren Løntoft Hansen.

Koncernen leverede et justeret driftsresultat (EBITDA) på 1034 mio. kr. mod 965 mio. kr. i første kvartal 2014.

Driftsoverskuddet (EBIT) før særlige poster landede på 843 mio. kr. mod en forventning om 830 mio. kr. og 785 mio. kr. i den tilsvarende periode i 2014. Samtidig var væksten pæn.

- Jeg hæfter mig ved, at den organiske vækst er forbedret i kvartalet i forhold til de foregående kvartaler. Det er selvfølgelig positivt, siger Søren Løntoft Hansen.

Inden børsåbning havde senioranalytikeren en forventning om, at ISS-aktien på grund af et lidt bedre end ventet regnskab ville stige fra morgenstunden. Den spådom er opfyldt, idet ISS fra børsåbning stiger omkring 1,3 pct. til 232,10 kr.

/ritzau/FINANS

 

Dan Petersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans[AT]ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk