Analytiker: Ny hollænder er en stor kapacitet

Carlsberg har set rigtigt ved at hente hollænderen Cees 't Hart ind som ny koncernchef, mener Sydbanks senioranalytiker, Morten Imsgard.

Foto: Patrick van Katwijk. Carlsbergs nye koncernchef Cees t' Hart (tv.), modtager en pris fra den hollandske dronning Maxima. Cees t' Hart har i dag erstattet Jørgen Buhl Rasmussen på topposten i Carlsberg. Foto: Patrick van Katwijk/Scanpix 2015
Læs mere
Fold sammen

Carlsberg annoncerede i dag, at hollænderen Cees 't Hart afløser Jørgen Buhl Rasmussen som koncernchef i Carlsberg. Den nye chef kan vise sig at blive en stor kapacitet for Carlsberg, mener senioranalytiker hos Sydbank Morten Imsgard til Ritzau Finans.

»Carlsberg får en meget erfaren holllænder ind, som har et imponerende cv og virkelig har noget i værktøjskassen i forhold til det, han har lavet i Royal FrieslandCampina de seneste år,« siger Morten Imsgard.

Cees 't Hart træder til som koncernchef hos Carlsberg d. 15. juni i år. Han kommer fra en tilsvarende stilling hos den hollandske mejerigigant Royal FrieslandCampina.

Carlsberg har de seneste år ikke været i stand til at løfte aktiekursen markant, og især den dybe russiske krise har kostet bryggeriet dyrt. Det er dog svært at klandre den afgående koncernchef, Jørgen Buhl Rasmussen, for de manglende resultater, mener Sydbanks senioranalytiker.

»Det har været en svær rejse. Buhl Rasmussen har været chef for Carlsberg i en ekstrem svær periode, hvor selskabet har været ramt af utrolig mange udfordringer i det russiske marked. Det mener jeg ikke, er noget man kan skyde ham i skoene,« siger Morten Imsgard til Ritzau Finans.

Om Cees 't Hart kan vende den udviklingen er, ifølge Imsgard, endnu for tidligt at komme med et bud på.

»Det er en betydelig kapacitet man får ind i stedet for Jørgen Buhl Rasmussen. Det er et spørgsmål om det får den helt store betydning, det er svært at vurdere,« siger han til Ritzau Finans.