Analytiker: »Norwegian vokser for hurtigt«

Kompleksiteten i det norske flyselskab er vokset i takt med den hastige ekspansion. Nu må Norwegian slå bremsen i og konsolidere i 2015, lyder opfordringen fra analytiker.

Norwegian bør bruge 2015 på at få styr på forretningen. Fold sammen
Læs mere
Foto: SCANPIX

»Den første konklusion er, at vi nu har to store flyselskaber i Norden. Og ingen af dem kan finde ud af at tjene penge.«

Så kontant er afregningen fra Sydbanks senioranalytiker Jacob Pedersen efter et Norwegian-regnskab, der viser et kæmpestort underskud for første gang i syv år.

Norwegian fløj et underskud på over en milliard kroner hjem i 2014, og det skyldes ifølge analytikeren i høj grad de mange udgifter, der følger med når man ekspanderer så hurtigt og øger kompleksiteten.

»Det er et indtjeningsmæssigt vingeskudt Norwegian, der leverer et kæmpe underskud. De sælger deres billetter for billigt, og de vokser for hurtigt, samtidig med at de øger kompleksiteten markant. For få år siden var Norwegian et regional flyselskab, der fløj ind og ud af Norden. Nu har de åbnet baser i Storbritannien og Spanien og langdistanceruter til USA og Asien,« siger Jacob Pedersen.

Norwegians topchef Bjørn Kjos har tidligere slået fast, at fremtiden for flyselskabet ligger uden for Norden, der ikke har et tilstrækkelig passagerpotentiale. Derfor er nye ruter til fjerne destinationer som Hawaii og Sydafrika en del af fremtiden.

Der er store omkostninger forbundet med at oprette nye baser, og langdistanceruterne har ikke vist sig at være nogen let øvelse at introducere. Norwegian må således notere et tab på 328 mio. kroner som følge af forsinkelser med fly og licenser. Dertil kommer en strejke blandt de ansatte, hvor regningen ender på 87 mio. kroner.

»Der er ikke lagt op til store ekspansionsplaner i 2015, og det er positivt. De har brug for at sætte farten ned og få styr på forretningen. De må gennemgå det hele og få alle de ting, der stritter, til at pege i den rigtige retning. Det er helt nødvendigt, at indtjeningen kommer i positivt territorium allerede i 2015,« siger Jacob Pedersen.

En stor joker i den forbindelse bliver den omfattende flyordre på 222 fly, som Norwegian placerede i 2012. I løbet af 2015 får Norwegian blandt andet 10 Boeing 737-800W og en Boeing 787-8 Dreamliner, som alle sammen er større og mere brændstofeffektive end de nuværende flytyper.

Norwegian skriver regnskabets, at man meget vel kan tilpasse kapaciteten og ruteporteføljen for at tilpasse sig økonomien.