Analytiker: DSV løber fra konkurrenterne

Mens de udenlandske konkurrenter sidder fast i slæbesporet, buldrer danske DSV afsted i et marked, der i bedste fald står stille.

Transportgiganten DSV slår endnu en gang analytikernes forventninger til driftsresultatet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang

Den danske transportgigant DSV slår endnu en gang analytikernes forventninger. Driftsresultaterne fra speditørvirksomhedens divisioner ligger alle over gennemsnittet af analytikernes forventninger, indsamlet af Ritzau Estimates, og det udløser klapsalver hos senioranalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank.

»DSV er rigtigt stærkt kørende for tiden og opjusterer og lancerer et aktietilbagekøbsprogram, der er større end ventet. Jeg bider især mærke i deres Air & Sea-division, der bliver løftet af en stærk performance i et vanskeligt marked,« siger han.

En stor del af DSVs øgede indtægter skyldes den stærke dollarkurs, men selv renset for valutaudsving, er der gode takter at spore.

»Hvis man ser på koncernen som helhed, så står valutakurserne for godt halvdelen af fremgangen, men selv hvis man ignorerer det og fokuserer på resten, så er det altså rigtig gode resultater. Markederne er meget vanskelige lige nu, og DSV forventer selv negativ vækst i markedet, så på den baggrund er det ret stærkt,« siger Jacob Pedersen.

Adm. direktør Jens Bjørn Andersen kommenterer DSV's flotte regnskab

 

Måler man DSV resultaterne op mod den største schweiziske konkurrent Kuehne & Nagel, ser det også lovende ud. Mens DSVs toplinje vokser med knap 8 procent til 13,1 milliarder kroner, krymper schweizernes forretning. Det skyldes dog også, at de to selskaber er i hver sin grøft hvad angår valutaudsving. Mens DSV nyder godt af en stærk dollar, er Kuehne & Nagel ramt af en stærk schweizerfranc.

»Aktivetsvæksten i markedet har været kraftigt aftagende på det seneste, som vi har set hos de sweicheiske konkurrenter, der har svært ved at vokse. Men det ser ud som om, DSV gør det bedre og øger indtjeningen per enhed. DSV er tilsyneladende blevet dygtigere til at håndtere de kontrakter, de har indgået. De fragter mere og fylder netværket mere op, mens deres indtjening per fragtet enhed stiger. Det er en meget solid udvikling,« siger han.