Analysen bag dumme IE-brugere var rent fup

Fup-firma eksisterer sandsynligvis ikke. Hjemmesiden kopieret.

Foto: ROBERT GALBRAITH
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

"Brugere af Internet Explorer har en lavere IQ sammenlignet med brugere af andre browsere", skriver Comon.dk.

Det kunne man læse i en konklusion fra firmaet AptiQuant, der angiveligt har sammenlignet browserstatistik og besvarelser af intelligenstest fra over 100.000 personer på nettet. Problemet er bare, at AptiQuant sandsynligvis aldrig har eksisteret.

Dermed tyder der på, at en lang række nyhedsmedier er blevet ført bag lyset. Både Forbes, BBC, CBS, Mashable.com og også ComON har bragt historien, som sandsynligvis er en stor løgnehistorie.

Læs også: Internet Explorer-brugere er de dummeste

AptiQuant holder stadig lav profil og reagerer ikke på telefonopkald, men der er mange indikationer på, at firmaet er fiktivt.

For det første er domænet AptiQuants domæne registreret i sidste måned, selv om hjemmesiden hævder, at firmaet har eksisteret siden 2005. For det andet lyder det usandsynligt, at firmaet har indsamlet over 100.000 svar og haft tid til at analysere dem på så kort tid. For det tredje er billeder og artikler fra hjemmesiden direkte kopieret fra et lignende firma i Frankrig, Test Central. Fotografier af ansatte er for eksempel identiske på de to sider. Kun navnene er byttet ud. Det franske firma har for kort tid siden lagt en besked på nettet, hvor firmaet afviser et hvert kendskab til AptiQuant, og at det forbeholder sig retten til at sagsøge firmaet - eller de personer, der står bag fupnummeret.

Motivet

Tilbage står spørgsmålet om motivet til at lave fupnummeret.

Ifølge BBC er der ikke noget bekymrende malware på hjemmesiden eller i den PDF, der indeholder de opdigtede testresultater, så formålet har næppe været at sprede ondsindet kode.

Mediet ITNews mener at have en anden forklaring. En Google-søgning afslører, at den formodede direktør fra AptiQuant deler telefonnummer med en webudvikler ved navn Tarandeep Gill. Han afviser kendskab til fupnummeret, men det lyder sandsynligt, at han står bag. En person med samme navn har nemlig også en finger med i spillet i forhold til hjemmesiden Beastoftheweb.com, der ligeledes forsøger at så tvivl og skabe usikkerhed omkring IE.