Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Oslo er helt i top, og København er nummer ti blandt de byer i verden, der over de seneste år har tiltrukket sig interesse fra et globaliseret ejendomsmarked – når man måler det i forhold til byernes økonomiske tyngde. Det viser det Investment Intensity Index, som mæglerfirmaet Sadolin & Albæks internationale partner JLL har udarbejdet for 2017.
Men reelt kan den danske hovedstad ligge endnu højere. Analysen bag indekset inkluderer nemlig ikke boligejendomme, som er et særligt stort segment i Danmark, og samtidig er den baseret på tal fra 2015, hvorfor de allerseneste års heftige vækst ikke er regnet ind.
Denne vækst er nemlig ikke generel. København er tværtimod en af de få byer, hvor omsætningen er fortsat med at tordne i vejret i 2016 og 2017. I mange andre byer har omsætningen været uændret eller faldende i disse år.
”Vi vil derfor vove den påstand, at København vil opnå en endnu højere placering i 2018, især hvis investeringer i boligejendomme medtages i datagrundlaget,” skriver Christopher Elgaard Jensen, manager i Sadolin & Albæks Analyse & Vurderingsteam i en kommentar.
JLL deler byerne op i to kategorier: Dels de ”gamle” metropoler, som London, Paris, New York og Tokyo, som meget længe har været mål for globale ejendomsinvesteringer. Dels de typisk lidt mindre metropoler, som først for alvor er kommet med i spillet i dette årti.
Det er i den sidste kategori, at København opnår sin tiendeplads. Og det er ikke småbyer, man konkurrerer med – f.eks. Amsterdam, Silicon Valley og Dublin er placeret i samme kategori.
København ligger også godt til i City Momentum Index, der måler byernes ”socioøkonomiske udvikling, vækst i erhvervsejendomsinvesteringer og konkurrencedygtighed i forhold til fremtidssikring.” Her ligger København nummer 6 i Europa og nummer 22 i verden.