Analyse: Jakob Riis vil »kynisk og brutalt« bryde Allan Søgaards Falck ned

Års hidsig vækst via opkøb og opstart af nye forretninger har givet tømmermænd i Falck. Servicevirksomheden tjener slet ikke de penge, som det var meningen, at vækstræset skulle kaste af sig.

Er det en overraskelse?

Næh.

Når man kigger på udviklingen i regnskaberne har det længe været tydeligt, at indtjeningen haltede efter toplinjen. Så hvorfor har ejerne ikke handlet noget tidligere?

Alt tyder på, at bestyrelsen, hvor der også sidder repræsentanter fra ejerne Lundbeckfonden og Kirkbi, ikke har følt, at den fik de rigtige informationer om udviklingen i selskabet undervejs i forløbet. Eller at den for længe blev lovet, at nu ville der komme en forbedring, som bare ikke blev til virkelighed.

Den tidligere topledelse i Falck, Allan Søgaard Larsen og Morten R. Pedersen, blev fyret af bestyrelsesformand Peter Schütze for 11 måneder siden, fordi der var brug for en klarere ledelsesstruktur. De to var nemlig medejere af Falck med over ti pct. af virksom­heden, og det gav noget kasketforvirring. For var de to direktører eller ejere, når de aflagde beretning om udviklingen i virksomheden over for bestyrelsen?

Jakob Riis siger, at bestyrelsen ligesom han selv også er blevet overrasket over, hvor slemt det stod til i Falck. Falck har knopskudt sig selv ud over kanten af det, som virksomheden har lovet bankerne, som har lånt Falck fem mia. kr. Derfor står ejerne nu over for atter at skulle skyde ny kapital ind. I sommer blev der skudt en mia. kr. ind ved at konvertere gæld til egenkapital. Det kommende kapitalindskud kan sagtens være i samme størrelsesorden eller større.

Alt afhænger af øjnene, der ser, som man siger:

»Det er fair at sige, at en bestyrelse ikke har mere indsigt i en forretning end det, som en direktion bringer frem og introducerer, så nogle ting er blevet meget tydeligere i løbet af det seneste halve år,« svarer Jakob Riis på spørgsmålet om, hvordan ejerne kan blive over­raskede over tingenes tilstand i Falck.

Jakob Riis skal nu med egne ord være »kynisk og brutal« i sin oprydning i Falck. Alt det, der ikke passer ind i den nye skarpt definerede kerne, skal lukkes ned eller sælges fra. Det skarpe fokus på lønsomhed kræver en usentimental topchef, der ikke har været med til at bygge det op, som nu skal rives ned. Bare se på Cees ’t Harts arbejde med en turnaround i Carlsberg efter Jørgen Buhl Rasmussen, eller på Jakob Riis’ læremester fra Novo Nordisk, Kåre Schultz, der gik hårdt til værks, da han kom til Lundbeck. Eller på Henrik Poulsens transformation af Dong Energy (nu Ørsted) efter Anders Eldrup.

Målet med det hele er at få Falck tilbage i et vækstspor. Men det skal virksomheden først gøre sig fortjent til, og alt tyder på, at det bliver en hård omgang for virksomheden de næste 18-24 måneder.

Jesper Kongskov er virksomhedsredaktør på Berlingske Business.