Amerikanske trusler mod EU forud for Apple-dom

Den amerikanske skatteminister truer med gengældelse, hvis EU fortsætter med at jage amerikanske virksomheder for skatteunddragelse. EU afviser beskyldningerne.

Apple er i EUs søgelys og risikerer en stor milliardbøde for skatteunddragelse. Arkivfoto: Josh edelson, AFP/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: JOSH EDELSON

Den amerikanske regering rasler nu med sablen over for EU i vrede over, hvad amerikanerne betragter som en heksejagt på amerikanske virksomheders skattebetalinger i Europa. Angrebet kommer, kort før EU ventes at afgøre, om IT-giganten Apple står til et milliardsmæld.

USAs skatteministerium sendte onsdag en usædvanligt skarpt formuleret protest til EU-Kommissionen, hvori USA truer med gengældelsesaktioner, hvis EU fortsætter med at jage angivelig skatteunddragelse hos amerikanske virksomheder som Apple, Amazon og Starbucks. Skatteminister Jack Lew truer direkte med »at overveje mulige svar«.

Det står ikke klart, hvad amerikanerne eventuelt vil gengæld med.

Den amerikanske skatteminister, Jack Lew, truer EU med gengældelse, hvis Apple og andre amerikanske virksomheder får skattesmæk. Arkivfoto: Ng Han Guan, Reuters/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: POOL.

Apple-topchef: Politisk fis

Det er EUs danske konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, der har taget hårdt fat om det, der i Europa betragtes som skattesnyd. Kaffekæden Starbucks og bilproducenten Fiat Chrysler har allerede skullet betale op mod 30 millioner dollars i bod for ulovlige skatteaftaler med Holland og Luxembourg. Begge har indbragt skatteregningerne for EU-Domstolen.

Google, Amazon og Apple ligger i kø på Margrethe Vestagers skrivebord med Apple som den umiddelbart forestående afgørelse - og samtidig den formentlig største. Her er der lagt op til en milliardregning, hvis EU skønner, at Apple har overført indtægter fra et EU-land til et andet for at udnytte de forskellige erhvervsskatterater.

Apples topchef, Tim Cook, har kaldt EUs undersøgelser for »politisk fis« og afviser, at Apple har foretaget sig noget ulovligt. Han bedyrer samtidig, at Apple vil indbringe en afgørelse for EU-Domstolen. Investeringsbanken JP Morgan har tidligere anslået, at Apple kan stå til et skattesmæk på helt op til 19 milliarder dollars.

EU: Det koster 610 milliarder kroner om året

EU anslår selv, at de endnu 28 medlemslande årligt går glip af skatteindbetalinger fra internationale selskaber for 610 milliarder kroner. Derfor har EU besluttet at gå hårdt til selskaberne, både når de overfører indtægter til andre lande, og når de - som Starbucks og Fiat - indgår særligt gunstige skatteaftaler med enkeltlande, der dermed sikrer sig, at firmaerne bliver i landet.

Det amerikanske skatteministerium advarer om, at regningen for et skattesmæk kan ende hos amerikanske skatteborgere. Det kalder ministeriet »dybt bekymrende, eftersom det i praksis vil betyde, at indtægter overføres til EU fra USA og dets skatteborgere«. Ministeriet beskylder EU for at udvikle sig til »en overnational skattemyndighed«.

EU har gentagne gange afvist de amerikanske beskyldninger om, at der sker en heksejagt på amerikanske selskaber, og har understreget, at man går efter alle selskaber, der arbejder i Europa.

Jack Lew var i juli på besøg i Bruxelles hos Margrethe Vestager. Hun skrev efterfølgende på det sociale medie Twitter om »et meget godt møde med skatteminister Jack Lew om europæisk økonomi og transatlantisk samarbejde«.

Det amerikanske senats finansudvalg opfordrede ifølge den britiske finansavis Financial Times tidligere i år senatet til at indføre dobbeltskat på europæiske virksomheder, hvis EU-Kommissionen dømmer Apple til at betale ekstraskat.