Det er formentlig det mest magtfulde par i den amerikanske underholdningsindustri. Superparret Jay-Z og Beyoncé vader i succes og er ifølge Forbes tilsammen næsten 10 milliarder kroner værd.
Det kniber dog gevaldigt med parrets streamningtjeneste Tidal, der er under hårdt pres fra både Apple og Spotify.
Det seneste regnskab fra Tidal viser, at selskabets egenkapital for længst er forsvundet. Ifølge Dagens Næringsliv har streamningselskabet nu en negativ egenkapital på knap 180 millioner kroner.
Jay-Z købte sig ind i den norskudviklede musiktjeneste i 2015, der dengang gik under navnet Wimp. Den amerikanske rapper er gift med superstjernen Beyoncé, der selv har fuld fart på en storslået karriere.
I ejerkredsen bag Tidal findes foruden det amerikanske powerpar også kendisser som Alicia Keys, Nicki Minaj, Chris Martin, Kanye West og Madonna.
Den pressede musiktjeneste har befundet sig i de norske myndigheders søgelys siden foråret 2018, da det kom frem, at der angiveligt er foretaget over 320 millioner falske afspilninger på streamingtjenesten, som i Danmark udbydes af Telenor.

Der skulle være tale om falske afspilninger af sange fra Beyoncés album samt sange af Kanye West, som altså også er med i ejerkredsen hos Tidal. Det skulle have skaffet de to artister betydelige merindtægter.
Ifølge den norske avis Dagbladet har bagmandspolitiet i Norge efterforsket angivelig datamanipulation og mistanke om groft bedrageri knyttet til streamingtjenesten. Tidal er dog hverken mistænkt eller tiltalt i sagen.
Foruden dårlig omtale fra sagen om mulige falske afspilninger er den kendisejede musiktjeneste samtidig under hårdt pres fra større spillere som Apple og Spotify.
Apple kastede sig ind i musikstreaming i 2015 og nyder godt af, at tjenesten er en integreret del af alle iPhones og iPads, der sælges.
Svenske Spotity er dog fortsat verdens største musikstreamingtjeneste, da selskabet i foråret kunne bryste sig af at have rundet 100 millioner betalende brugere.