Amerikanske piloter stoler ikke på Norwegian

Den største pilotforening i USA advarer Obama-administrationen mod at lade Norwegian oprette flyruter til og fra USA.

Norwegians amerikanske flydrømme tager en uventet drejning, fordi amerikanske piloter ikke vil have flyselskabet ind i USA. Fold sammen
Læs mere
Foto: Steffen Ortmann
Den største amerikanske pilotforening, Air Line Pilots Association International (ALPA), sendte mandag et brev til den amerikanske præsident, hvori man advarer mod, at lade det norske flyselskab Norwegian oprette flyruter til og fra USA.

Det skriver den norske avis Dagbladet.





ALPA mener, at det norske flyselskab vil omgå amerikanske arbejds- og sikkerhedsregler, fordi Norwegian har placeret sine internationale ruter i Irland, mens selskabets andre ruter er registreret i Norge. Ved at registrere ruterne i Irland, men ikke flyve derfra, forsøger Norwegian ifølge ALPA at undgå en inspektion af arbejdet med sikkerheden.

Norwegian afviser beskyldningerne og mener, at det er frygten for ny konkurrence på markedet, der er årsagen til kritikken.





»De etablerede flyselskaber har gjort alt, hvad der står i deres magt, for at stoppe lavprisselskaberne på indenrigsruterne. Nu gentager historien sig ved at et lille norsk selskab udfordrer de store selskaber ved at tilbyde alle rimelige billetter over Atlanten,« siger talsmand i Norwegian, Lasse Sandaker-Nielsen, til den norske avis Dagbladet.

Han forklarer, at fordi Norge ikke er medlem af EU, er Norwegian Air International registreret i Irland for at få adgang til fremtidige ruter i Europa.