Amerikansk prispres? Ikke hos os i Lundbeck

Mens Novo Nordisk kæmper videre mod et stort prispres i USA, så tordner Lundbeck videre, og topchef Kåre Schultz mærker ikke til de problemer, som hans tidligere arbejdsgiver kæmper med.

Hvis man fremstiller diabetesmedicin og sælger det på det amerikanske marked, så oplever man for tiden nogle ganske store skift i prismiljøet. Sådan er virkeligheden for Novo Nordisk, og da selskabet i dag offentliggjorde sit halvårsregnskab, var det med meldingen om, at det i forvejen hårde prispres vil blive værre i 2018.

Helt anderledes ser det ud i Valby, hvor medicinalproducenten Lundbeck holder til. Her mærker man ikke det prispres, som storebror i Bagsværd føler.

»Der har hele tiden været prispres i USA, men vi ser ikke nogen ændring af situationen,« siger adm. direktør i Lundbeck, Kåre Schultz.

Ifølge topchefen er der ikke tale om, at medicin til behandling af psykiske lidelser, som Lundbeck specialiserer sig i, generelt går fri af prispres.

»Nej, det vil jeg ikke sige. Det er produkter, hvor en meget stor del af markedet er generisk med nogle meget lave priser, men vi har nogle produkter, der er nye, og som tilbyder en meget høj værdi til patienterne, og derfor kan vi se, at vi er i stand til at holde priserne,« siger han.

Det er dog ikke kun prispresset, der rumler i USA. Hen over foråret og sommeren har de to amerikanske partier kæmpet en kamp om bevarelsen af The Affordable Care Act – også kaldet Obamacare. Indtil videre er status, at Obamacare består, men præsident Donald Trump har i flere tweets efterfølgende udtrykt sin utilfredshed med situationen. Den uønskede status quo for republikanerne bekymrer dog ikke Kåre Schultz:

»Nej, jeg vil ikke sige, at det bekymrer mig. Jeg sagde allerede et pænt stykke tid inden valget, at det var usandsynligt, at der kommer store ændringer i det amerikanske sundhedssystem, fordi det er så kompliceret, som det er. Det er ikke noget, man lige laver om på. Det, at der skulle komme gennemgribende reformer, det er meget usandsynligt.«

Mærker I ikke stadig, at der er en diskurs om høje medicinalpriser. Er den agenda forduftet?

»Det skal jeg ikke kunne sige generelt, men specifikt for os er det ikke noget, der på noget tidspunkt har været et nøgleemne, der har påvirket vores forretning, og det forventer vi heller ikke, at det kommer til.«