Amerikansk iværksætterstjerne anklaget for milliardsvindel

Elizabeth Holmes blev i sin storhedstid sammenlignet med den ikoniske Apple-grundlægger Steve Jobs. Hun er blevet kåret som den yngste, kvindelige iværksættermilliardær i verden. Nu synger hendes karriere formentlig på sidste vers, idet den amerikanske stat netop har anklaget Elizabeth Holmes for milliardsvindel.

Den tidligere ombejlede amerikanske iværksætter Elizabeth Holmes er af det amerikanske justitsministerium blevet anklaget for at stå bag milliardsvindel. Fold sammen
Læs mere
Foto: ANDREW BURTON

Spillet synes at være ude for 34-årige Elizabeth Holmes, der er blevet sammenlignet med Apple-grundlæggeren Steve Jobs og skabte sig en milliardformue i en meget ung alder.

Den tidligere så succesfulde erhvervskvinde er nu officielt blevet anklaget for at svindle investorer for milliardbeløb via sit blodprøvefirma Theranos. Holmes bliver i en separat anklage desuden beskyldt for at snyde læger og patienter med teknologi, som, hun var klar over, ikke fungerede.

Hvis Elizabeth Holmes bliver fundet skyldig i anklagerne, risikerer hun en maksimumstraf på helt op til 20 år bag tremmer.

For år tilbage blev Elizabeth Holmes betragtet som en stor iværksætterstjerne i USA.

Allerede som 19-årig stiftede den nu 34-årige Elizabeth Holmes virksomheden Theranos, hvor strategien var at revolutionere blodprøveindustrien med ny teknologi og hurtigere resultater.

Theranos blev i 2014 vurderet til at være ni milliarder dollar værd. Det gjorde dengang Elizabeth Holmes til verdens yngste, kvindelige, selvskabte milliardær.

Men så kom den store skandale. Det viste sig nemlig, at selskabets teknologi i virkeligheden slet ikke kunne det, som Elizabeth Holmes havde lovet, da en myndighedsinspektion afslørede, at Theranos’ testmetoder ikke var pålidelige.

Herefter igangsatte både det amerikanske finanstilsyn og justitsministerium undersøgelser, som skulle klarlægge, om Elizabeth Holmes og Theranos havde vildledt selskabets investorer.

I foråret indgik Elizabeth Holmes et forlig med de amerikanske børsmyndigheder, som betød, at hun blev tvunget til at afgive kontrollen over sin virksomhed og fik forbud mod at tage en direktørpost igen inden for de næste ti år.

Elizabeth Holmes blev i sin storhedstid flere gange sammenlignet med den afdøde Apple-stifter, Steve Jobs. Hun droppede som Jobs ud af universitetet for at blive iværksætter og satsede alt på at stifte en virksomhed, der skulle revolutionere sin branche med brugervenlige produkter.

Og så er der tøjstilen. Ligesom Steve Jobs er Elizabeth Holmes næsten uhørt begejstret for sorte rullekravetrøjer.

Siden sagen om den påståede svindel i Theranos eksploderede, er store dele af virksomheden blevet lukket ned. Kort fortalt er selskabet nu reelt under afvikling.

På toppen havde Theranos omkring 800 ansatte. I dag er der mindre 25 medarbejdere tilbage.