Amerikansk gigant sagsøger Vestas i patentstrid

Amerikanske General Electric sagsøger Vestas for at have brudt et patent. Vestas er dog klar til at kæmpe mod GEs krav og anser søgsmålet for at være ubegrundet.

Vestas har modtaget en klage fra konkurrenten General Electric i en patentsag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Den danske vindmøllekæmpe Vestas er endt i et patentslagsmål med et af verdens største selskaber. Det er amerikanske General Electric (GE), der har sagsøgt Vestas for at have brudt et af selskabernes patenter.

Patentet omhandler ifølge klagen de teknikker, som skal sikre, at en vindmølle ikke tager skade, hvis der sker store fald i elnettets spænding. I stævningen anklager GE Vestas for at have forårsaget »uoprettelig skade« på GEs forretning.

Vestas skriver i en pressemeddelelse, at man ikke har haft mulighed for at gennemlæse klagen i sin fulde længde, men at man har tænkt sig at kæmpe imod klagen.

»Vestas har først lige modtaget klagen, og vi har derfor ikke været i stand til at studere den i detaljer. Men, baseret på vores umiddelbare vurdering, mener vi, at klagen er grundløs, og vi agter at udfordre den,« skriver Vestas i pressemeddelelsen.

GE er blandt andet repræsenteret af David Lender fra kontoret Weil, Gotshal & Manges. Han har tidligere repræsenteret GE i et slagsmål om et vindmøllepatent rettet mod Mitsubusi Heavy Industries, der i dag har et joint-venture med Vestas i MHI Vestas. Ifølge David Lenders generalieblad vandt GE den sag.

Vestas og GE har gennem mange år ligget side om side i markedsandel på det vigtige amerikanske marked, der i disse år er det vigtigste, globale vindmøllemarked efter Kina, der langt hen ad vejen er lukket land for vestlige producenter. Vestas har gennem de seneste to år høstet en stor mængde amerikanske ordrer, efter den vigtige skatterabat, kaldet PTC, i december 2015 blev forlænget med fem år.

GE er ligeledes på vej ind på markedet for havvindmøller, efter amerikanerne har købt fransk Alstom. Havvindmøller har ellers været MHI Vestas' og Siemens marked næsten udelukkende, men GE har sagt, at man overvejer at lancere en mølle, der er større end den nuværende topmodel på 6MW.

Vestas oplyser, at man ikke har flere kommentarer til patentsagen for nærværende.