Amerikansk chipgigant lukker helt i Rusland

Nvidia opgiver helt sit russiske kontor og tilbyder de ansatte job i andre lande.

Chipproducenten Nvidia stoppede i marts alt salg til Rusland og lukker nu også sit kontor endegyldigt. Tyrone Siu/Reuters/Ritzau Scanpix

Den største amerikanske chipgigant lukker nu endegyldigt i Rusland, efter at præsident Vladimir Putin forleden indkaldte hundredtusinder af reservister til krigen i Ukraine.

Nvidia, som er det højest værdisatte af mobil- og computerchipproducenterne, valgte allerede kort efter invasionen 24. februar at afbryde alle forsendelser til Rusland. Det skete i marts. Selskabet har dog bevaret sit kontor i Rusland »for at støtte vores ansatte og deres familier«, som det lød i en udtalelse mandag.