Amerikansk byggemarked hamrer til salget

Byggemarkedskæden Home Depot slog analytikernes forventninger med sit regnskab for første kvartal 2016/17 og skruer op for forventningerne til hele regnskabsåret.

Byggemarkedskæden Home Depot slog analytikernes forventninger med sit regnskab for første kvartal 2016/17 og skruer op for forventningerne til hele regnskabsåret. Fold sammen
Læs mere

Selskabet omsatte for 22,8 mia. dollar i første kvartal, der omfatter februar, marts og april, mens analytikerne havde ventet et salg på 22,4 mia. dollar ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Det blev omsat til en indtjening per aktie på 1,44 dollar mod ventet 1,35 dollar blandt analytikerne. Den gode start på regnskabsåret får samtidig Home Depot til at løfte forventningerne til hele årets indtjening per aktie, der nu ses ramme 6,27 dollar mod den tidligere forventning om 6,12-6,18 dollar.

Forventningerne blandt analytikerne lød inden regnskabet på en indtjening per aktie på 6,22 dollar for hele regnskabsåret 2016/17.

- Vi er glade for vores stærkere end ventede start på året, der er drevet af solid eksekvering og en bredt funderet vækst på tværs af forretningerne. Dette blev muliggjort af vores hårdtarbejdende medarbejdere og deres fortsatte dedikation til vores kunder i et kvartal, der var præget af ugentlige sving i efterspørgslen grundet det varierende vejr, siger Craig Menear, der er administrerende direktør hos Home Depot, i regnskabet.

Aktien i byggemarkedskæden stiger med 2,1 pct. til 138,20 dollar i det amerikanske formarked.