Amerikansk aluminiumskæmpe deler sig i to

Den amerikanske aluminiumsproducent Alcoa vil dele sig op i to separate børsnoterede selskaber for at øge værdiskabelsen i de samlede aktiver.

Foto: WADE PAYNE.
Læs mere
Fold sammen

Det fremgår af en børsmeddelelse mandag morgen amerikansk tid.

Alcoa vil efter planen dele sig op i Upstream Company, der skal fokusere på produktionen af aluminiumsmalm, aluminiumoxid og aluminium, samt Value-Add Company, der skal fokusere på udviklingen af såkaldte multimaterielle produkter og løsninger på vækstmarkeder.

Opdelingen ventes at ske i andet halvår af 2016, fortæller Alcoa, der vil briefe markedet nærmere om planerne ved en telekonference klokken 14.00 dansk tid.

»Adskillelsen vil skabe to industriførende Fortune 500-selskaber. Det globalt konkurrencedygtige Upstream Company vil bestå af fem stærke forretningsenheder, som i dag udgør Global Primary Products. Det innovations- og teknologidrevne Value-Add Company vil inkludere Globale Rolled Products, Engineered Products and Solutions og Transportation and Construction Solutions«, skriver Alcoa i meddelelsen.

Når transaktionen ventes endeligt gennemført i andet halvår 2016 vil de nuværende Alcoa-aktionærer sidde på alle aktier i begge de nye selskaber, skriver Alcoa, der har til hensigt, at transaktionen skal være en skattefri transaktion for aktionærerne.

»I de seneste år har vi transformeret Alcoa til at skabe to stærke værdimotorer, som nu er klar til at følge deres egne respektive strategiske retninger«, siger Klaus Kleinfeld, der er administrerende direktør hos Alcoa, i meddelelsen.

Alcoa-aktien sluttede 1,2 pct. lavere i 9,07 dollar i fredagens handel, men i mandagens formarked stiger aktien med omkring 5 pct. efter meddelelsen.