Amerikanerne vil have job for deres dollar

Der er et prisskilt på DONGs indtog i USA: Masser af arbejdspladser – selv om det ikke er noget, der siges alt for højt.

Foto: Henning Bagger

En gang imellem tænker jeg, at det var nok meget heldigt, at man i 2002 sørgede for at ændre Dansk Olie og Naturgas’ navn til DONG. Olie- og naturgas er ikke længere årsregnskabets playmaker, nu hvor vindenergi tager mere og mere af opmærksomheden omkring DONG, og med tirsdagens indtog på det amerikanske marked, er man geografisk kommet længere væk fra Danmark end nogensinde.

USA er jomfruelig jord - ikke bare for DONG, men for hele havvindmølleverden. DONG har med investeringen i det nye projekt formentlig købt sig til en plads om bordet, når rammevilkårene (læs: støtteordningerne) for vindenergi i delstaten Massachusetts skal udformes. Men udviklerne skal give lige så meget, som de får. For prisen for støttekroner er arbejdspladser. Masser af arbejdspladser og sikkert også de lokale af slagsen.

DONGs adm. direktør Henrik Poulsen kan dog glæde sig over, at han sandsynligvis kan tage nogle af sine gamle legekammerater med til USA. Hvis vi ser på det hidtidig flagskib i amerikansk havvind, Cape Wind, så var Bladt Industries og Siemens allerede annonceret som underleverandører til projektet, og hvis der er nogen underleverandører, som har flettet fingre med DONG de seneste år, så er det Bladt og Siemens.

DONG og Henrik Poulsen skal altså ikke til at opstøve en helt ny underleverandørkæde i USA, for de gamle samarbejdspartnere har allerede vist sig klar til at lave forretninger uden for Nordeuropas trygge rammer.

Men svarer det så til, at DONG bare kan rykke hele sit setup fra Nordeuropa til USA som en anden omrejsende handelsmand? Nej, det gør det nok ikke.

For et par måneder siden var jeg til et møde med en række højtstående repræsentanter fra en amerikansk delstat, der havde ambitioner om at gå ind i havvind. De havde alle de bedste intentioner om en grønnere verden, en bedre fremtid for børnebørnene og alt det der. Men det fornægtede sig heller ikke, at værftsindustrien i det østlige USA havde fået den samme overhaling som værfterne i Danmark. Som politiker i en kystnær delstat er der ikke noget, der tæller, som hvis man kan skaffe stålarbejderne smør på bordet igen - præcis som vindmølleindustrien har gjort det flere steder i Danmark.

Flokken af udsendte måtte ikke direkte sige, at udvikleren med flest lokale arbejdspladser ville vinde et eventuelt udbud´. Men de gjorde det omtrent så klart, som de overhovedet kunne. Siemens og Bladt laver fundamenter og møller, og det er så store konstruktioner, at det økonomisk dårligt giver mening at lave dem på et andet kontinent. De arbejdspladser burde være sikret for amerikanerne, hvis de virkelig gør alvor af offshore. Men værftsarbejderne var ikke det eneste, som de amerikanere, jeg mødte, var interesserede i. De ville også have deres »local businesses« involveret. Hvad der lige var deres spidskompetencer, nåede vi aldrig at komme ind på, men DONG kan formentlig godt indstille sig på at skulle skabe en ikke ubetydelig mængde arbejdspladser, hvis man vil med til festen.

Så kort fortalt kan DONG nok tage sine legekammerater med til USA, men der skal nok bygges mere end én legeplads, før amerikanerne virkelig kan se fidusen i vindmøller på havet.