Amerikanerne udvider kontrakt med Bavarian

Den amerikanske regering har udvidet kontrakt på koppevacciner hos Bavarian. Ordren kommer efter en milliardordre til selskabet i juni.

Den amerikanske regering har udvidet omfanget af en kontrakt om koppevaccine, som blev tildelt Bavarian i 2004. Udvidelsen af kontrakten har en værdi af 15 millioner dollars svarende til 78,9 millioner kroner. Det oplyser Bavarian Nordic. Samtidig er kontraktperioden blevet forlænget til 2010.

- Dette er en vigtig brik i vores arbejde med at udvikle en sikker tredjegenerations koppevaccine for hele befolkningen, og det styrker i endnu højere grad vores langsigtede samarbejde med den amerikanske regering, siger administrerende direktør hos Bavarian, Anders Hedegaard.

Selskabet fik i juni en milliardordre med den amerikanske regering. Bavarian Nordic skal levere op mod 60 millioner doser koppevaccine til den amerikanske regerings terrorberedskab, og ordren kan løbe op i næsten ni milliarder kroner for den danske virksomhed.

/ritzau/