Amerikaner bliver ny Barclay-boss

Den amerikanske bankmand James Staley skal ifølge flere internationale medier snart stå i spidsen for Storbritanniens tredjestørste bank, Barclays.

James Staley.
Læs mere
Fold sammen

Den britiske storbank Barclays er tæt på at udnævne James Staley som ny administrerende direktør.

Udnævnelsen kan allerede blive officiel i de kommende to uger, beretter flere udenlandske medier. Banken har ledt efter en afløser, siden den tidligere direktør Antony Jenkins blev fyret for tre måneder siden.



Bankens formand John McFarlane har tidligere erklæret, at banken søger en administrerende direktør, der kan øge omsætningen og styrke investeringsbanken, mens der navigeres i regler og undersøgelser, der hidtil har tynget virksomhedens overskud.

Den kommende Barclay-boss, James Staley, er ikke hvem som helst. I 34 år var han en af frontløberne i J.P. Morgan Chase, der har vokset sig til den næststørste bank i USA. Senere sluttede han sig til den anerkendte hedgefond BlueMountain Capital Management, og nu er det altså Storbritanniens tredjestørste bank, Barclays, han skal stå i spidsen for.

Kerrie Cohen, en talskvinde for Barclays, har afvist at kommentere på sagen.

Andre store europæiske långivere har også udnævnt nye direktører i år. Tidjane Tidjane Thiam overtager roret i Schweiz 'Credit Suisse Group AG, Bill Winters erstatter Peter Sands i Standard Chartered Plc og hos Deutsche Bank AG, tog John Cryan senest over som administrerende direktør.