Ambu, Vestas og Genmab maser sig ind i global elite

CEO for Ambu, Lars Marcher (foto: Stefan Steinn), CEO for Vestas, Anders Runevad (foto: Thomas Lekfeldt) og CEO for Genmab, Jan van de Winkel (foto: Erik Refner).
Læs mere
Fold sammen

Otte danske virksomheder er kommet på listen over de 500 mest værdiskabende virksomheder i verden. Ambu, Vestas og Genmab trækker Danmark til tops blandt andet på grund af selskabernes kursstigninger.

Det skriver Jyllands-Posten Erhverv.

De tre børsnoterede virksomheder Ambu, Vestas og Genmab har givet Danmark en tung placering på listen over de 20 mest værdiskabende virksomheder, og selskaberne hører derfor til i eliten blandt de i alt 2400 virksomheder, som er med i undersøgelsen. Det betyder også, at Danmark ligger bedre end blandt andet nabolandene Sverige og Norge.

Mai-Britt Poulsen, der er chef for Boston Consulting Group's danske afdeling, er imponeret over Danmarks placering, især da det ikke kun er inden for de typiske danske kompetencer som grøn energi og medicin.

»Jeg er meget imponeret over de danske placeringer. Når vi kigger på unicorns har Danmark været langt bagud, men i denne måling er der en stærk gruppe og en blanding af selskaber, som kommer fra forskellige industrier, og som har leveret verdensklasse i perioden 2012-17,« siger Mai-Britt Poulsen til Jyllands-Posten Erhverv.

Mai-Britt Poulsen forklarer, at de danske virksomheders placering ikke kun er en afspejling af en kort kursstigning, men at placeringen er sammensat af tre faktorer: Aktiekursen, væksten i omsætning indtjening samt bidrag til cashflow.

Boston Consulting Group har også lavet en liste over de mest innovative virksomheder, men der er ingen danske virksomheder nået i top-50. Listen er til gengæld domineret af en lang række amerikanske tech- og it-giganter som eksempelvis Apple, Google, Microsoft.