Ambitiøst software-fima kæntrer

Trods stor satsning på indhold til erhvervsfolkets mobiltelefoner, må softwarefirma nu give op.

Læs mere
Fold sammen
Den danske softwareforhandler Handstep, der udvikler mobile løsninger til det danske erhvervsliv, kaster håndklædet og indgiver nu konkurs.

Det skriver it-nyhedsportalen crn.dk.

Firmaets stifter Brian Nielsson bekræfter overfor crn.dk, at Handstep på grund af længere tids svigtende omsætning har set sig nødsaget til at indgive konkursbegæring.

- Det er en meget kedelig situation. Vi har været presset på omsætningen i et stykke tid, og tirsdag i sidste uge måtte vi bede skifteretten om en konkurs, siger Brian Nielsson til mediet.

Firmaet har været presset på bundlinjen siden det i begyndelsen af 2007 hentede kapital med det formål at investere massivt i løbet af året.

Det gjorde selskabet ved at etablere et datterselskab i England, oprette en ny forretningsenhed og øge medarbejderstaben med næsten 50 procent.

Ifølge Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har Handstep endnu ikke afleveret regnskab for 2008, men i 2007 lød resultatet før skat på minus 8,1 millioner kroner.

Med konkursen mister omkring 20 ansatte deres job.

Læs portræt af Handstep og stifteren Brian Nielsson tilbage fra 2007, da fremtiden så lys ud.

- mja