Der er ikke plads til et minuts fred i ai-verdenen.

Med de store teknologiske fremskridt følger pengene hurtigt efter – og det må siges at være tilfældet, da det forlyder, at Amazon vil investere ti milliarder dollar i ai-giganten OpenAI.

Det udtaler kilder over for både CNBC og Reuters.

Forhandlingerne mellem de to parter beskrives som »flydende«, men en aftale i den størrelsesorden vil værdisætte OpenAI til over 500 milliarder dollar.

En central del af en potentiel aftale mellem de to parter er, at OpenAI vil tage Amazons egne ai-chip i brug. 

Det sker på et tidspunkt, hvor adgangen til regnekraft – en computers evne til at behandle data, udføre instruktioner og udføre beregninger hurtigt og effektivt – er blevet ramt af en flaskehals i hele ai-sektoren.

Samtalerne følger i kølvandet på OpenAIs omstrukturering i oktober, hvor selskabet formelt fastlagde sit opgør med de begrænsninger, der hidtil har præget deres samarbejde med Microsoft.

Microsoft har investeret mere end 13 milliarder dollar i OpenAI siden 2019, men har ikke længere førsteret til at levere al regnekraft til selskabet. 

Det giver OpenAI mulighed for at spille på flere heste og indgå aftale med flere selskaber på én gang. 

Amazon har også spillet på flere heste. De har investeret i omegnen af otte milliarder dollar i OpenAI-konkurrenten Anthropic, mens Microsoft for nylig har annonceret investeringer på op til fem milliarder dollar i samme selskab.

OpenAI har i de seneste måneder forpligtet sig til infrastrukturinvesteringer for mere end 1.400 milliarder dollar globalt og har blandt andet indgået store aftaler med NVIDIA, AMD og Broadcom. 

Ifølge Reuters forbereder OpenAI sig samtidig på en mulig børsnotering, der på sigt kan værdisætte selskabet til op mod 1.000 milliarder dollar.